10. klasse på HMI
Hver dag underviser vi dig, der går i 10. klasse, i folkeskolens almindelige prøvefag. Det er de boglige fag: dansk, matematik og engelsk (samt tysk eller fransk og fysik som tilvalg). Disse fag afslutter du fuldstændig som i folkeskolen med Folkeskolens 10. klassesprøve.
Fransk undervisning på HMI forudsætter, at du har haft fransk før. Læs mere om fransk undervisning på HMI
Fællesfag på HMI
Horisont er vores fællesfag – et fag, der samler hele skolen og tager udgangspunkt i almene og menneskelige temaer. Vi arbejder med fortællinger, der binder os sammen og skaber fælles referencer. Formålet er at give de unge en forståelse af, hvem de er som mennesker, hvordan samfundet er bygget op, og hvordan de som individer indgår i et forpligtende fællesskab.
Faget er et dannelsesfag, hvor temaerne sætter retningen for indholdet. Emner som fortællinger, livsoplysning, demokrati, medborgerskab, dannelse, sundhed og trivsel samt etik og moral danner rammen om undervisningen.
Historie og kristendom er en obligatorisk del af faget og indgår naturligt i de forskellige temaer gennem året.
Vores mål er gennem aktiv medinddragelse at udvide elevernes horisont og styrke deres udvikling – både fysisk og mentalt – i forskellige fællesskaber, inde og ude.
Faget er for alle elever i både 9. og 10. klasse.
Din faglige udvikling
Et lærerteam er tilknyttet din klasse. Dit lærerteam involverer sig aktivt og holder sig hele tiden informeret om dig og din klasses faglige udvikling og trivsel.
Vi afholder faglige samtaler med alle elever to gange årligt. De faglige samtaler supplerer den daglige feedback, og giver lærer og elev mulighed for at drøfte læring og udvikling og i fællesskab opstille faglige mål i de aktuelle fag.
Ordblindhed
Kan man som ordblind gå på HMI? Det spørgsmål får vi jævnligt stillet af forældre, som har et barn med ordblindhed eller læse-skrivevanskeligheder, der er interesseret i et efterskoleophold på HMI. Og svaret er: ‘Ja, det kan man’.
En ordblindeefterskole er vi dog ikke, og det skal man som elev og forældre være klar over. Vi kan ikke tilbyde de samme forhold, som ordblindeefterskolerne kan, fx niveaudelt undervisning på små hold og særlig fokus på, hvordan man anvender kompenserende hjælpemidler.
Inden indmeldelse anbefaler vi derfor altid en dialog med skolen, så du kan tage det valg, som er bedst for dig.