Wagrain 2016

29. januar, 2016

Først og fremmest: AV!

“Skilejrskolen”, som lærerne insisterende kalder det, er et fantastisk initiativ taget af skolen. For den enkelte elev er det en social aktivitet, som i det skjulte bunder i store udfordringer, man gennemgår sammen – sådan har det i hvert fald været for mig. Mængden af udfordringer afhænger selvfølgelig fuldstændigt af ens niveau, og derfor hælder turen for mange (eller alle…) mere til at være en ferie, hvilket bestemt også er værdsat. Det er rart med et afbræk fra hverdagen, hvor man kan udfordres fysisk såvel som mentalt i sin evne til at udholde, trods de mange nedture man kan opleve på pisterne. Hvis man skal have noget ud af en tur som denne, kræver det, at man risikerer en arm; eller med andre ord er modig og tør kaste sig ud i noget, man ikke nødvendigvis er tryg ved.

Eftersom jeg er en del af nybegynderne, har jeg udviklet mig ekstremt, og fremskridtene bekræfter mig, hvilket blot giver mere blod på tanden. Vi får god undervisning, hvor vi både undervises rent teoretisk, men også får frit lejde til at erfare, at det måske ikke er en god idé at tage den sorte piste uden en plov hid og did. I begyndelsen gjaldt det meste – i hvert fald for nybegynderne – om at lære kontrol af skiene, mens vi i de senere dage har fået fritid, hvor eleverne har været mere uafhængige af de voksne. Her har vi udnyttet tiden til at udvælge de fedeste pister og caféer og nyde livet uden lektier. Det er fedt at opleve sådan en tur i fællesskab med dem, man har det allersjovest med – og ikke konstant skal sidde med sine forældre og spille ludo.

Skituren er en ekstremt fed oplevelse, hvis værdier ligger i fællesskab, tålmodighed, udfordringer og sjov.