HMI Oxbridge Cup 2016 - Del 1

25. april, 2016

Vinden tager til. Tunge skyer driver over vores hoveder. Sejlet knitre i takt med at bommen svinger over. Endelig er vi på vandet igen. Start-hornet lyder fra dommerbåden et par sekunder før vi rammer startlinjen. Wahoo skærer sig igennem vandet på hårdt kryds. Fokken står hårdt spændt. Jeg kan mærke farten tager til i båden. Kraften sejlene trækker os fremad med kan føles i maven. Min trøje er gennemblødt men jeg mærker det ikke, kun trækket i skødet. Båden krænger voldsomt til læ da et vindpust rammer os, bølgerne skvulper mod rælingen og søgelænderet. Tæt forfulgt af Doradoen, Barracudaen og Tarpon krydser vi mod topmærket. Vi sidder alle med benene på den anden side af søgelænderet for at få nogenlunde balance i båden og optimal vandlinje. Et hul i vinden gør forgasten våd til midt på låret. Vi går om topmærket til halvind mod anliggermærket med de andre lige i kølvandet. Mit hår hænger i pjalter ned i øjnene på mig, saltvandet holder det tungt og tætsiddende. Start-uret siger vi har sejlet 1 minut og 57 sekunder. Jeg hører ikke noget. Hører ikke kommandoerne, hører ikke vinden, hører ikke VHF’ens skratten. Jeg hører kun spillet der snurrer når jeg trækker fokken ind. Ser kun ticklersne der står vandret i sejlet.

Mine fingre brænder, men jeg mærker det ikke for kulden fra det kolde vand. Bommen suser lydløst over mit hoved. Med et spektakel rammer storsejlet styrbordhalse og bliver holdt tilbage af storskødet. Forgasten holder fokken ud til luv sidde i en butterfly. Pludselig kan jeg mærke min fingre, hører vindens spektakel, kaptajnen der taler roligt bag mig og mærke stænk af saltvand i ansigtet. Et smil breder sig på mit ansigt. Det er dette øjeblik jeg har ventet på hele vinteren.

Skrevet af Asger Thormann

Stilling efter 1. runde. Anden runde sejles 26. maj:

  1. HMI 1 – Hou Maritime Idrætsefterskole
  2. HSH – Horsens Sejlklub
  3. HMI 3 – Hou Maritime Idrætsefterskole
  4. HMI 7 – Hou Maritime Idrætsefterskole
  5. HMI 2 – Hou Maritime Idrætsefterskole
  6. HMI 6 – Hou Maritime Idrætsefterskole
  7. HMI 4 – Hou Maritime Idrætsefterskole
  8. HMI 5 – Hou Maritime Idrætsefterskole
  9. RE 1 – Ranum Efterskole
  10. RE 2 – Ranum Efterskole