NyhederVis nyhedsarkiv Stor international konference om ældre og velfærdsteknologi
26. august 2010
I 2009 behandlede statsforvaltningerne flere klagesager end tidligere.
26. august 2010
Hvor meget må offentlige myndigheder og private virksomheder tale sammen før, under og efter et udbud?
26. august 2010
Præsentationerne fra temadagen kan downloades
25. august 2010
Socialministeriet afholder 5 kursusdage i den nye lovgivning, der træder i kraft 1. oktober
24. august 2010
Grundbog om hjælpemidler kan nu købes hos Munksgaard
23. august 2010
Benedikte Kiær holder åbningstalen 21. september
20. august 2010
Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri hedder det nye center
19. august 2010
| |||
Hjælpemiddelformidling i NordenNUH (Nordisk Udviklingscenter for Handicaphjælpemidler) har udformet en oversigt over hjælpemiddelformidlingssystemerne i Norden.
Herunder gengives den del, som beskriver hvordan det danske system er opbygget. Formidlingssystemet i DanmarkPolitik og principper for formidlingssystemet Dansk handicappolitik bygger på nogle få, men centrale principper, som blandt andet har indflydelse på formidlingen af hjælpemidler til personer med nedsat funktionsevne. Det drejer sig om kompensations-, sektoransvars-, solidaritets- og ligebehandlingsprincippet. Før de enkelte principper bliver nærmere defineret, skal det kort beskrives, hvad der forstås ved begreberne funktionsnedsættelse og handicap, da de omtalte principper bygger på en forståelse for disse begreber. Der findes i Danmark ikke én vedtagen definition af begrebet handicap. I daglig tale vil man imidlertid typisk tale om et handicap – eller en person med handicap – når der kan konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov for, at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere. Betegnelsen handicap betyder tab eller begrænsning af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Den beskriver relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Formålet med denne betegnelse er at sætte fokus på mangler ved omgivelserne og mangler ved de i samfundet iværksatte aktiviteter, som for eksempel information, kommunikation og uddannelse, der forhindrer mennesker med funktionsnedsættelse i at deltage på lige vilkår med andre. Definitionen er vigtig, fordi den præciserer forholdet mellem de to nøglebegreber: handicap og funktionsnedsættelse. Funktionsnedsættelsen er det objektivt konstaterbare hos personen, for eksempel nedsat syn, manglende hørelse eller en psykisk eller kognitiv funktionsnedsættelse. Handicappet er derimod de begrænsninger i personens udfoldelse, som følger af funktionsnedsættelsen, fordi det omgivende samfund ikke er indrettet, så det modsvarer de behov og krav, mennesker med funktionsnedsættelser har. Kompensationsprincippet betyder, at en person med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang får kompensation for følgerne af den nedsatte funktionsevne. Kompensationen kan ske ved at gøre samfundets tilbud tilgængelige for mennesker med funktionsnedsættelser. Den kan også ske ved at stille særlige ydelser til rådighed, fx hjælpemidler, boligindretning eller personlig hjælp som specielt imødekommer den enkelte persons individuelle behov. Udgangspunktet for servicelovens bestemmelser er enten at stille naturalydelser til rådighed eller at kompensere for væsentlige merudgifter som følge af den nedsatte funktionsevne. Ved tildeling lægges der vægt på, at den handicappede selv skal afholde den del af udgifterne, som svarer til de udgifter, den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget en nedsat funktionsevne. På den anden side skal personer med handicap ikke selv dække de merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne. Solidaritetsprincippet indebærer, at alle har et ansvar for at sikre den enkelte handicappede de nødvendige ydelser, når et behov opstår. Solidaritetsprincippet kommer til udtryk i, at ydelserne i vid omfang finansieres af det offentlige via skattebetalingen. Solidaritetsprincippet indgår som et væsentligt element i handicappolitikken. Sektoransvarlighedsprincippet betyder, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne. Indsatsen på handicapområdet er således ikke alene en opgave for socialsektoren, men rækker ind i andre områder som for eksempel bolig-, transport-, arbejdsmarkeds-, undervisnings- og sundhedssektoren. Inden for hjælpemiddelområdet betyder dette, at ansvaret for støtte til hjælpemidler placeres de steder, hvor hjælpemiddelbehovet optræder. Ligestillingsprincippet er en følge af FN’s standardregler om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere. Ligestillingsprincippet blev stadfæstet ved en folketingsbeslutning i 1993. Princippet om ligestilling og ligebehandling af handicappede har siden da været centralt placeret i handicappolitikken. Regler om støtte til hjælpemidlerHjælpemidler i hjemmet I henhold til den danske Lov om social service (serviceloven) skal kommunen yde støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet 1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, 2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv. Bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder skal medvirke til, at ansøgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt. Bevillingen skal desuden i størst mulig grad gøre ansøgeren uafhængig af andres bistand i dagligdagen. Tildeling af hjælpemidler/forbrugsgoder skal samtidig sikre, at de personer med varigt nedsat funktionsevne, der ønsker det, får mulighed for at få eller bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet. For at få støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder efter Lov om social service skal funktionsevnen være varigt nedsat. Det betyder, at der ikke inden for en overskuelig tid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. Normalt vil lidelsen være en belastning for ansøgeren resten af livet. Hjælpemidler og forbrugsgoder efter Lov om social service ydes uden hensyn til personens alder, indtægts- og formueforhold. Som eksempler på hjælpemidler bevilget efter Lov om social service kan nævnes kørestole, høreapparater og ortopædisk fodtøj. Det er en forudsætning for støtte efter Lov om social service, at hjælpemidlet/forbrugsgodet ikke kan bevilges efter anden lovgivning, fx sundhedslovgivningen. Hjælpemidler udlånes gratis, så længe behovet er der. I Danmark opereres der ikke med en færdig liste over, hvilke hjælpemidler og forbrugsgoder der kan bevilges. Loven opererer med en inddeling i nogle produktkategorier, hvortil der knytter sig særlige bestemmelser. Der er tale om: Sædvanligt indbo, forbrugsgoder, standard hjælpemidler og særligt personlige hjælpemidler. Sædvanligt indbo omfatter produkter, som normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det, fx almindelige stole, borde, senge, telefoner,TV-apparater, videomaskiner, båndoptagere mv. Der kan ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Forbrugsgoder omfatter produkter, der er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe. Sådanne produkter er således ikke fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne, men kan dog i en række tilfælde udgøre den kompensation, som personer med nedsat funktionsevne har behov for. Hjælpen udgør som udgangspunkt 50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Brugeren får ejendomsretten til produktet. Ved støtte til forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller indretning ydes der desuden støtte til betaling af merudgifterne i forbindelse med den særlige kvalitet eller indretning. Forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som et hjælpemiddel, kan ydes med det fulde beløb – det vil sige uden egenbetaling. Særligt personlige hjælpemidler omfatter kørestole, som forudsætter individuel tilpasning og nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer, ortopædisk fodtøj, arm- og benproteser, støttekorsetter og bandager m.v., parykker, brystproteser, stomihjælpemidler og kropsbårne synshjælpemidler til personer med en varigt nedsat synsfunktion eller medicinskoptisk definerede, varige øjenlidelser. For særligt personlige hjælpemidler kan ansøgeren, såfremt pågældende ønsker at benytte en anden leverandør end den, som kommunen har valgt, vælge selv at indkøbe hjælpemidlet og få udgifterne hertil refunderet. Standard hjælpemidler omfatter hjælpemidler, som ikke er særligt personlige hjælpemidler. Ved støtte til standard hjælpemidler kan kommunen bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører. Til personer, der bor på institution, ydes der støtte til personlige hjælpemidler og forbrugsgoder efter samme regler, som er gældende for personer, der bor i egen bolig. Hjælpemidler og basisinventar, der er til fælles brug for personer i et botilbud, døgninstitution eller lignende, skal stilles til rådighed af institutionen. BoligindretningDer vil efter Lov om social service også kunne ydes hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.
Hjælpemidler til behandling og træningEfter sundhedsloven har regionsrådet ansvaret for at varetage sygehusvæsenets opgaver. Disse opgaver består først og fremmest i at yde sygehusbehandling. Et integreret led i en sygehusbehandling er at forsyne patienter med de redskaber m.v., som er en naturlig og nærliggende del af behandlingsindsatsen i de tilfælde, hvor der er behov herfor. Disse redskaber m.v. kategoriseres som behandlingsredskaber.
Hjælpemidler og apparatur, som patienten efter sygehusets vurdering har behov for, mens patienten venter på sygehusbehandling er også omfattet af reglerne. Det kan eksempelvis være albuestokke og kørestole.
Hjælpemidler til undervisningGrundskolen Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand kan efter bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand gives til elever i folkeskolen (børnehaveklassen samt 1.-10. klassetrin), hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte, som ikke kan ydes inden for rammerne af den almindelige undervisning. Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand omfatter foranstaltninger, som er nødvendige for elevens deltagelse i undervisningen, eller som medvirker til at fremme formålet med undervisningen. Hjælpemidler er en del af den specialpædagogiske bistand. Hjælpemidler, som er nødvendige i forbindelse med lektielæsning i hjemmet, er også omfattet.
Gymnasiet, studenterkursus, hf, erhvervsuddannelser, erhvervsgymnasiale uddannelser, SOSU mv. Elever med handicap, der har behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, skal have tilbud herom, jf. uddannelseslovene. Institutionerne kan søge om tilskud til dækning af udgifterne hos Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte (SU-styrelsen).
Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) På AMU-området er der afsat midler til en forsøgsordning vedrørende forbedring af handicappedes vilkår på AMU-uddannelser ved institutioner for erhvervsrettede ungdomsuddannelser. Midlerne administreres af SU-styrelsen. Bevillingen kan anvendes til fortsat at forbedre de handicappedes mulighed for at deltage i undervisningen ved udvikling og anskaffelse af kompenserende undervisningsmaterialer og -udstyr samt til forbedring af tilgangsforhold mv. på institutionerne.
Videregående uddannelser Hjælpemidler til brug i erhvervEfter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (aktivloven) ydes der hjælpemidler til personer på arbejdsmarkedet eller til personer, der skal ind på arbejdsmarkedet. Hjælpemidlerne skal kompensere for begrænsninger i arbejdsevnen og skal være nødvendige for, at personen kan bestride en konkret arbejdsproces. Ifølge aktivloven kan der til personer med begrænsninger i arbejdsevnen ydes tilskud til hjælpemidler i form af undervisningsmaterialer, arbejdsredskaber og Andre regler om hjælpemidlerUd over ovenstående findes der yderligere en række regler for tildeling af hjælpemidler inden for andre områder, eksempelvis servicelovens regler om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse af henholdsvis børn og voksne. Støtte til hjælpemidler, der alene anvendes til fritid/leg, fx til et barn, som ikke har andre legemuligheder, ydes efter servicelovens regler om merudgifter. Der er også mulighed for støtte til hjælpemidler inden for arbejdsmiljøområdet, fritidsundervisningsområdet m.fl. eller til specifikke målgrupper; fx teksttelefon til døve, dårligt hørende og talehandicappede, TV- og videoprogrammer på tegnsprog til døve, udgivelser på lydbånd og i punktskrift til blinde, svagsynede m.fl. Administrative reglerUd over den lovgivning, som handler om, hvilken personkreds der er berettiget til hjælpemidler og efter hvilke betingelser, findes der også en lovgivning, som omhandler reglerne for administration af sagsbehandlingen. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) handler bl.a. om at sikre borgernes retssikkerhed, når de sociale myndigheder behandler sager, og om grundlæggende principper for administration af sociale sager. At klageHvis en borger er utilfreds med en afgørelse omkring tildelingen af hjælpemidler eller boligindretning efter serviceloven, kan sagen indklages for det sociale nævn. I hver af landets fem regioner, er der oprettet et eller flere sociale nævn. Her kan sagen prøves af en anden myndighed. FormidlingsprocessenMed udgangspunkt i sektoransvarlighedsprincippet er ansvaret for tildeling af hjælpemidler placeret hos forskellige sektorer og institutioner. Dette betyder, at flere forskellige sektorer har opbygget parallelle formidlingssystemer, fx inden for det sociale område, skoleområdet, arbejdsmarkedsuddannelserne
Formidlingssystemet inden for servicelovens ansvarsområde Kommunen skal i henhold til serviceloven sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Hver kommune indkøber hjælpemidler og driver eget hjælpemiddeldepot med genbrugshjælpemidler. Dog er der en tendens til, at flere og flere kommuner leaser hjælpemidler hos en privat leverandør, som har oprettet depotfunktion, eller at flere kommuner slår sig sammen og laver fælles indkøbsaftaler og depotfunktion. FinansieringKommunerne afholder udgifterne til hjælpemidler og forbrugsgoder. Centrale støttefunktionerRegionen skal i samarbejde med kommunerne i regionen medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler. Dette indebærer, at regionerne kan videreføre driften af de tidligere amtskommunale hjælpemiddelcentraler. Kommunerne kan også vælge selv at drive hjælpemiddelcentralerne. Det er blandt andet hjælpemiddelcentralernes opgave at orientere kommunerne om tekniske hjælpemidler og udøve vejledning, demonstration og tilpasning af hjælpemidler.
Til at varetage specialrådgivning og udredning har VISO indgået aftaler med faglige eksperter i hele landet. | |||
