Dansk handicappolitik bygger på nogle få, men centrale principper, som blandt andet har indflydelse på formidlingen af hjælpemidler til personer med nedsat funktionsevne. Det drejer sig om kompensations-, sektoransvars-, solidaritets- og ligebehandlingsprincippet.

Før de enkelte principper bliver nærmere defineret, skal det kort beskrives, hvad der forstås ved begreberne funktionsnedsættelse og handicap, da de omtalte principper bygger på en forståelse for disse begreber.

Der findes i Danmark ikke én vedtagen definition af begrebet handicap. I daglig tale vil man imidlertid typisk tale om et handicap – eller en person med handicap – når der kan konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov for, at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere.

Betegnelsen handicap betyder tab eller begrænsning af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Den beskriver relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Formålet med denne betegnelse er at sætte fokus på mangler ved omgivelserne og mangler ved de i samfundet iværksatte aktiviteter, som for eksempel information, kommunikation og uddannelse, der forhindrer mennesker med funktionsnedsættelse i at deltage på lige vilkår med andre.
Definitionen er vigtig, fordi den præciserer forholdet mellem de to nøglebegreber: handicap og funktionsnedsættelse. Funktionsnedsættelsen er det objektivt konstaterbare hos personen, for eksempel nedsat syn, manglende hørelse eller en psykisk eller kognitiv funktionsnedsættelse.
Handicappet er derimod de begrænsninger i personens udfoldelse, som følger af funktionsnedsættelsen, fordi det omgivende samfund ikke er indrettet, så det modsvarer de behov og krav, mennesker med funktionsnedsættelser har.

Kompensationsprincippet betyder, at en person med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang får kompensation for følgerne af den nedsatte funktionsevne. Kompensationen kan ske ved at gøre samfundets tilbud tilgængelige for mennesker med funktionsnedsættelser.
Den kan også ske ved at stille særlige ydelser til rådighed, fx hjælpemidler, boligindretning eller personlig hjælp som specielt imødekommer den enkelte persons individuelle behov. Udgangspunktet for servicelovens bestemmelser er enten at stille naturalydelser til rådighed eller at kompensere for væsentlige merudgifter som følge af den nedsatte funktionsevne. Ved tildeling lægges der vægt på, at den handicappede selv skal afholde den del af udgifterne, som svarer til de udgifter, den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget en nedsat funktionsevne. På den anden side skal personer med handicap ikke selv dække de merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Solidaritetsprincippet indebærer, at alle har et ansvar for at sikre den enkelte handicappede de nødvendige ydelser, når et behov opstår. Solidaritetsprincippet kommer til udtryk i, at ydelserne i vid omfang finansieres af det offentlige via skattebetalingen. Solidaritetsprincippet indgår som et væsentligt element i handicappolitikken.

Sektoransvarlighedsprincippet betyder, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne. Indsatsen på handicapområdet er således ikke alene en opgave for socialsektoren, men rækker ind i andre områder som for eksempel bolig-, transport-, arbejdsmarkeds-, undervisnings- og sundhedssektoren.
Inden for hjælpemiddelområdet betyder dette, at ansvaret for støtte til hjælpemidler placeres de steder, hvor hjælpemiddelbehovet optræder.

Ligestillingsprincippet er en følge af FN’s standardregler om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere.
Ligestillingsprincippet blev stadfæstet ved en folketingsbeslutning i 1993.
Princippet om ligestilling og ligebehandling af handicappede har siden da været centralt placeret i handicappolitikken.

Regler om støtte til hjælpemidler

Hjælpemidler i hjemmet

I henhold til den danske Lov om social service (serviceloven) skal kommunen yde støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet
1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder skal medvirke til, at ansøgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig
tilværelse som muligt. Bevillingen skal desuden i størst mulig grad gøre ansøgeren uafhængig af andres bistand i dagligdagen. Tildeling af hjælpemidler/forbrugsgoder skal samtidig sikre, at de personer med varigt nedsat funktionsevne, der ønsker det, får mulighed for at få eller bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet.
For at få støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder efter Lov om social service skal funktionsevnen være varigt nedsat. Det betyder, at der ikke inden for en overskuelig tid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. Normalt vil lidelsen være en belastning for ansøgeren resten af livet.

Hjælpemidler og forbrugsgoder efter Lov om social service ydes uden hensyn til personens alder, indtægts- og formueforhold. Som eksempler på hjælpemidler bevilget efter Lov om social service kan nævnes kørestole, høreapparater og ortopædisk fodtøj. Det er en forudsætning for støtte efter Lov om social service, at hjælpemidlet/forbrugsgodet ikke kan bevilges efter anden lovgivning, fx sundhedslovgivningen.
Hjælpemidler udlånes gratis, så længe behovet er der.

I Danmark opereres der ikke med en færdig liste over, hvilke hjælpemidler og forbrugsgoder der kan bevilges. Loven opererer med en inddeling i nogle produktkategorier, hvortil der knytter sig særlige bestemmelser. Der er tale om: Sædvanligt indbo, forbrugsgoder, standard hjælpemidler og særligt personlige hjælpemidler.

Sædvanligt indbo omfatter produkter, som normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det, fx almindelige stole, borde, senge, telefoner,TV-apparater, videomaskiner, båndoptagere mv. Der kan ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.

Forbrugsgoder omfatter produkter, der er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe. Sådanne produkter er således ikke fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne, men kan dog i en række tilfælde udgøre den kompensation, som personer med nedsat funktionsevne har behov for. Hjælpen udgør som udgangspunkt 50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Brugeren får ejendomsretten til produktet. Ved støtte til forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller indretning ydes der desuden støtte til betaling af merudgifterne i forbindelse med den særlige kvalitet eller indretning. Forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som et hjælpemiddel, kan ydes med det fulde beløb – det vil sige uden egenbetaling.

Særligt personlige hjælpemidler omfatter kørestole, som forudsætter individuel tilpasning og nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer, ortopædisk fodtøj, arm- og benproteser, støttekorsetter og bandager m.v., parykker, brystproteser, stomihjælpemidler og kropsbårne synshjælpemidler til personer med en varigt nedsat synsfunktion eller medicinskoptisk definerede, varige øjenlidelser. For særligt personlige hjælpemidler kan ansøgeren, såfremt pågældende ønsker at benytte en anden leverandør end den, som kommunen har valgt, vælge selv at indkøbe hjælpemidlet og få udgifterne hertil refunderet.

Standard hjælpemidler omfatter hjælpemidler, som ikke er særligt personlige hjælpemidler. Ved støtte til standard hjælpemidler kan kommunen bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører.
Til personer, der bor på institution, ydes der støtte til personlige hjælpemidler og forbrugsgoder efter samme regler, som er gældende for personer, der bor i egen bolig. Hjælpemidler og basisinventar, der er til fælles brug for personer i et botilbud, døgninstitution eller lignende, skal stilles til rådighed af institutionen.

Boligindretning

Der vil efter Lov om social service også kunne ydes hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.
I de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp til boligindretning ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen bedre egnet som opholdssted, ydes hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden egnet bolig.

Formålet med hjælp til boligindretning eller skift af bolig er at medvirke til, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og dennes familie kan leve et almindeligt liv som jævnaldrende i samme livssituation. Samtidig skal hjælpen medvirke til at gøre ansøgeren mere selvhjulpen og dermed mindre afhængig af andres bistand i dagligdagen, ligesom hjælpen også kan være med til at lette andres arbejde i forhold til ansøgeren.

Formålet med hjælp til boligindretning eller skift af bolig er også at medvirke til, at børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne får mulighed for at blive i eget hjem frem for at blive anbragt udenfor hjemmet.
Sigtet med hjælp til boligindretning eller boligskift er at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.
Som hjælp til at afgrænse, hvorvidt en løsning skal bevilges efter reglerne om hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven eller efter reglerne om nødvendige boligændringer efter serviceloven, lægges der ved vurderingen vægt på, om installationen kan anses for mur- og nagelfast. Hvis der er tale om en mur- og nagelfast løsning, skal denne behandles efter reglerne om boligændringer.

Hjælpemidler til behandling og træning

Efter sundhedsloven har regionsrådet ansvaret for at varetage sygehusvæsenets opgaver. Disse opgaver består først og fremmest i at yde sygehusbehandling. Et integreret led i en sygehusbehandling er at forsyne patienter med de redskaber m.v., som er en naturlig og nærliggende del af behandlingsindsatsen i de tilfælde, hvor der er behov herfor. Disse redskaber m.v. kategoriseres som behandlingsredskaber.
Som behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, anses apparatur og hjælpemidler, som patienten forsynes med som led i eller som fortsættelse af den behandling, der er påbegyndt på sygehuset. Formålet er enten at tilvejebringe yderligere forbedring af det resultat, der opnået ved behandlingen eller at forhindre forringelse af dette resultat. Følgende grupper af hjælpemidler/apparatur anses herefter for at være behandlingsredskaber:

Hjælpemidler og apparatur, som ordineres som led i behandling på sygehus, og som i reglen anvendes under kontrol af sygehuset, inden tilstanden er stationær.
Hjælpemidler og apparatur som indopereres under indlæggelse på sygehus.
Apparatur, som ordineres af sygehuset og anskaffes til mere eller mindre permanent brug i hjemmet, men hvor patienten har fået undervisning i brugen på sygehuset eller er under en vis kontrol af sygehuset.

Hjælpemidler og apparatur, som patienten efter sygehusets vurdering har behov for, mens patienten venter på sygehusbehandling er også omfattet af reglerne. Det kan eksempelvis være albuestokke og kørestole.

Efter sundhedsloven yder kommunen hjemmesygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen. Hjemmesygeplejen har også ansvar for at yde de plejehjælpemidler, der er nødvendige til opstart af plejen.
Træning af en patient under indlæggelse på sygehus er en integreret del af sygehusydelsen, og de behandlingsredskaber eller hjælpemidler, der måtte være brug for i den forbindelse, skal leveres og finansieres af sygehuset (regionen).
I de tilfælde, hvor en person efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, skal kommunen afholde udgifterne hertil herunder også udgifterne til de hjælpemidler, der ordineres patienten som led i genoptræningen. Det er ligeledes kommunens opgave at tilvejebringe hjælpemidlerne.

I de tilfælde, hvor en person efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for specialiseret, ambulant genoptræning, der forudsætter et sygehus’ ekspertise og tilbydes på et sygehus, skal sygehuset levere de nødvendige behandlingsredskaber eller hjælpemidler hertil. Udgifterne til behandlingsredskaber eller hjælpemidler i forbindelse med specialiseret, ambulant genoptræning efter udskrivning
fra sygehus afholdes af kommunen.

Hjælpemidler til undervisning

Grundskolen

Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand kan efter bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand gives til elever i folkeskolen (børnehaveklassen samt 1.-10. klassetrin), hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte, som ikke kan ydes inden for rammerne af den almindelige undervisning. Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand omfatter foranstaltninger, som er nødvendige for elevens deltagelse i undervisningen, eller som medvirker til at fremme formålet med undervisningen. Hjælpemidler er en del af den specialpædagogiske bistand. Hjælpemidler, som er nødvendige i forbindelse med lektielæsning i hjemmet, er også omfattet.

Til børn i folkeskolen skal de nødvendige undervisningsmidler stilles vederlagsfrit til rådighed. Det kan fx dreje sig om teleslyngeanlæg til hørehæmmede, punktskriftmaskine til blinde og svagsynede eller hjælpemidler til undervisning af ordblinde.

Til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen, tilbydes specialpædagogisk bistand, hvis børnenes udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte. Den specialpædagogiske bistand tilbydes efter bekendtgørelse om folkeskolens specialpædagogiske bistand til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen.

Gymnasiet, studenterkursus, hf, erhvervsuddannelser, erhvervsgymnasiale uddannelser, SOSU mv.

Elever med handicap, der har behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, skal have tilbud herom, jf. uddannelseslovene. Institutionerne kan søge om tilskud til dækning af udgifterne hos Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte (SU-styrelsen).
Tilskud kan normalt ydes til støtte i form af hjælpemidler og instruktion i brugen heraf, støttetimer med henblik på kompensation af handicap, tegnsprogstolkning m.v.

Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU)

På AMU-området er der afsat midler til en forsøgsordning vedrørende forbedring af handicappedes vilkår på AMU-uddannelser ved institutioner for erhvervsrettede ungdomsuddannelser. Midlerne administreres af SU-styrelsen. Bevillingen kan anvendes til fortsat at forbedre de handicappedes mulighed for at deltage i undervisningen ved udvikling og anskaffelse af kompenserende undervisningsmaterialer og -udstyr samt til forbedring af tilgangsforhold mv. på institutionerne.

Videregående uddannelser
Efter bekendtgørelse om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser, kan der ydes specialpædagogisk støtte til studerende med funktionsnedsættelse, som er optaget på en videregående uddannelse.
Støtten ydes af uddannelsesstedet efter konkret ansøgning fra den studerende. Ordningen administreres af SU-styrelsen. Støtten, der søges gennem uddannelsesstedet, kan bl.a. bestå af hjælpemidler i form af syntetisk tale, skanner, diktafon m.v. Hjælpemidlerne ydes til helt specifikke uddannelsesmæssige formål, så studerende med funktionsnedsættelse så vidt muligt kan deltage i de samme studieaktiviteter (undervisning, gruppearbejde, individuelle studier m.v.) som andre studerende. Støtten gives for at kompensere for følgerne af såvel fysisk som psykisk funktionsnedsættelse.

Hjælpemidler til brug i erhverv

Efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (aktivloven) ydes der hjælpemidler til personer på arbejdsmarkedet eller til personer, der skal ind på arbejdsmarkedet. Hjælpemidlerne skal kompensere for begrænsninger i arbejdsevnen og skal være nødvendige for, at personen kan bestride en konkret arbejdsproces. Ifølge aktivloven kan der til personer med begrænsninger i arbejdsevnen ydes tilskud til hjælpemidler i form af undervisningsmaterialer, arbejdsredskaber og
arbejdspladsindretning. Loven omfatter personer i fleksjob, personer der deltager i vejledning, opkvalificering, virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud samt personer der er ansat eller skal ansættes uden løntilskud.
Støtte til hjælpemidler til brug i erhverv administreres af jobcentrene.
Det er enten staten eller kommunen i jobcentret, der bevilger tilskud til hjælpemidler, afhængig af blandt andet personens forsørgelsesgrundlag.
Klage over kommunens eller statens afgørelser i et jobcenter kan indbringes for beskæftigelsesankenævnet.
Et særligt jobcenter i Vejle har en landsdækkende specialfunktion for personer med handicap med det formål at fastholde og integrere flere personer med handicap på arbejdspladserne.

Andre regler om hjælpemidler

Ud over ovenstående findes der yderligere en række regler for tildeling af hjælpemidler inden for andre områder, eksempelvis servicelovens regler om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse af henholdsvis børn og voksne. Støtte til hjælpemidler, der alene anvendes til fritid/leg, fx til et barn, som ikke har andre legemuligheder, ydes efter servicelovens regler om merudgifter. Der er også mulighed for støtte til hjælpemidler inden for arbejdsmiljøområdet, fritidsundervisningsområdet m.fl. eller til specifikke målgrupper; fx teksttelefon til døve, dårligt hørende og talehandicappede, TV- og videoprogrammer på tegnsprog til døve, udgivelser på lydbånd og i punktskrift til blinde, svagsynede m.fl.

Administrative regler

Ud over den lovgivning, som handler om, hvilken personkreds der er berettiget til hjælpemidler og efter hvilke betingelser, findes der også en lovgivning, som omhandler reglerne for administration af sagsbehandlingen. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) handler bl.a. om at sikre borgernes retssikkerhed, når de sociale myndigheder behandler sager, og om grundlæggende principper for administration af sociale sager.
Loven tilsiger blandt andet, at kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt, og at kommunen skal fastsætte en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Ansøgeren skal desuden have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag.
Kommunen skal ifølge retssikkerhedsloven behandle ansøgninger og spørgsmål i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder rådgivning og vejledning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.
Af loven fremgår desuden, at det er lovpligtigt at dokumentere sagens gang, hvilket også har betydning for borgerens ret til aktindsigt, som beskrives i samme lov.

At klage

Hvis en borger er utilfreds med en afgørelse omkring tildelingen af hjælpemidler eller boligindretning efter serviceloven, kan sagen indklages for det sociale nævn. I hver af landets fem regioner, er der oprettet et eller flere sociale nævn. Her kan sagen prøves af en anden myndighed.
Afgørelsen har retsvirkning. Det betyder, at afgørelsen skal følges af kommune og borger.
Der findes desuden en yderligere klageadgang – nemlig via Den Sociale Ankestyrelse, som er den centrale statslige klageinstans på det sociale område. Hvis en af parterne ikke er tilfreds med den regionale afgørelse, kan den indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Herefter afgør Den Sociale Ankestyrelse egenhændigt, om de vil tage sagen op til principiel eller generel vurdering og afgørelse. Den Sociale Ankestyrelse offentliggør oversigter over disse afgørelser i form af Sociale Meddelelser, og disse danner efterfølgende grundlag for fremtidig retspraksis på området i hele landet.
Der er også mulighed for at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til anden lovgivning end serviceloven. I nogle tilfælde kan klagen indberettes til den pågældende kommunalbestyrelse, i andre tilfælde er der oprettet særlige klagenævn.

Formidlingsprocessen

Med udgangspunkt i sektoransvarlighedsprincippet er ansvaret for tildeling af hjælpemidler placeret hos forskellige sektorer og institutioner. Dette betyder, at flere forskellige sektorer har opbygget parallelle formidlingssystemer, fx inden for det sociale område, skoleområdet, arbejdsmarkedsuddannelserne
samt uddannelsesområdet.

Formidlingssystemet inden for servicelovens ansvarsområde

Kommunen skal i henhold til serviceloven sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Dette gælder også rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf. Opgaven kan evt. varetages i samarbejde med andre kommuner.
Afgørelsen af, om der er behov for et hjælpemiddel eller forbrugsgode, træffes på grundlag af en samlet vurdering af ansøgerens situation.
Det er vigtigt, at sagsbehandlingen forud for afgørelsen sker i et tæt samarbejde mellem borger og sagsbehandler. Gennem rådgivning kan sagsbehandleren således medvirke til at udrede, hvilket hjælpemiddel eller forbrugsgode og af hvilken kvalitet der er behov for.

I forbindelse med behandlingen af en ansøgning om et hjælpemiddel eller forbrugsgode bør et ønske fra ansøgeren om at klare sig selvstændigt tilgodeses. Det bør endvidere indgå i overvejelserne, om det er hensigtsmæssigt at yde personlig støtte, fx til personlig og praktisk hjælp, i stedet for eller som supplement til et hjælpemiddel.
Ofte kan der være behov for at tilvejebringe en bred beskrivelse af, hvordan og i hvilket omfang funktionsevnen er nedsat, hvordan ansøgeren klarer sin dagligdag, og hvordan ansøgeren selv ønsker at indrette sin tilværelse. Der skal tages hensyn til muligheden for at leve et så almindeligt og selvstændigt liv som muligt.

Mange aspekter kan indgå i denne beskrivelse:

Sociale forhold, fx familiemæssige forhold og deltagelse i fritidsaktiviteter.
Boligforhold, fx boligens indretning og forholdene omkring boligen.
Erhvervsmæssige forhold, fx erhvervets art, eller om ansøger deltager i skole- eller dag- og klubtilbud.
Helbredsmæssige forhold, fx ansøgerens nedsatte funktionsevne, særlige hensyn at tage i sygdomsbilledet, anden nedsat funktionsevne eller anden lidelse, og skal hjælpemidlet/forbrugsgodet kombineres med behandling. Det bør heri særligt indgå, om lidelsen kan betragtes som progredierende.
Øvrige forhold, fx om hjælpemidlet/forbrugsgodet skal kombineres med anden støtte, herunder fx personlig og praktisk hjælp.

Hver kommune indkøber hjælpemidler og driver eget hjælpemiddeldepot med genbrugshjælpemidler. Dog er der en tendens til, at flere og flere kommuner leaser hjælpemidler hos en privat leverandør, som har oprettet depotfunktion, eller at flere kommuner slår sig sammen og laver fælles indkøbsaftaler og depotfunktion.

Efter strukturreformen, der trådte i kraft 1. januar 2007, er der 98 kommuner i Danmark. Store kommuner er inddelt i flere områdekontorer med hver deres sagsbehandlere på hjælpemiddelområdet. Denne form for organisering af hjælpemiddelformidlingen kræver en høj grad af viden, ekspertise og løbende efteruddannelse.
Det er kommunens forpligtelse på områder, hvor den ikke selv råder over den nødvendige faglige viden, at indhente denne enten fra lands- og landsdelsdækkende funktioner eller fra anden relevant specialrådgivning, fx hjælpemiddelcentraler og den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO, eller at henvise til disse (se afsnittet om centrale støttefunktioner).

I forbindelse med rådgivning og vejledning påhviler det kommunen at informere ansøgeren af et konkret hjælpemiddel/forbrugsgode om, hvor vedkommende kan henvende sig for at få hjælp. Det påhviler endvidere kommunen løbende at følge de enkelte sager for at sikre, at hjælpen fortsat opfylder sit formål.

Finansiering

Kommunerne afholder udgifterne til hjælpemidler og forbrugsgoder.
Udgifterne til rådgivning afholdes ligeledes af kommunerne. I det omfang regionerne varetager opgaver på hjælpemiddelområdet, skal disse finansieres af kommunerne.
Brugerorganisationerne har længe presset på og ønsket, at hjælpemiddelbrugerne skal have mulighed for at vælge hjælpemidler og hjælpemiddelleverandør. Det har betydet, at brugere af kropsbårne hjælpemidler (brystproteser, stomi-produkter, ortopædiske sko m.fl.) kan vælge at modtage en bevilling i form af penge, for derefter at vælge leverandør. Dog skal det siges, at bevillingen omfatter en kravspecifikation til hjælpemidlet. Således sikres det, at brugeren har fået vejledning, og den bevilligende myndighed er sikker på hjælpemidlets funktion og kvalitet.
Ved udarbejdelse af aftaler mellem kommune og leverandører (leverandøraftaler) er det et lovkrav, at der skal inddrages brugerrepræsentanter.

Med hensyn til driften af det enkelte hjælpemiddel er det en generel tendens, at hjælpemiddelbrugeren selv skal betale mere og mere, fx er der egenbetaling på akkumulatorer til el-kørestole. Ligeledes bliver flere og flere forbrugsgoder, der tidligere var mulighed for at få støtte til, betragtet som sædvanligt indbo, hvortil der ikke gives støtte.
Det er den bevilligende myndighed, som indkøber og ejer hjælpemidlet.
Derfor har hver kommune sit eget hjælpemiddeldepot med mindre man har indgået en leasingaftale med et privat firma. Der er således ingen central, national indkøbsfunktion eller centralt ejerforhold til hjælpemidlerne.
Det er ikke tilladt at give afslag på ansøgning om et hjælpemiddel med den begrundelse, at budgettet er overskredet.

Finansiering af hjælpemidler uden for servicelovens ansvarsområde foregår ligeledes via det offentlige, men gennem andre budgetter.
Udgifterne er enten finansieret af kommunen eller staten.

Centrale støttefunktioner

Regionen skal i samarbejde med kommunerne i regionen medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler. Dette indebærer, at regionerne kan videreføre driften af de tidligere amtskommunale hjælpemiddelcentraler. Kommunerne kan også vælge selv at drive hjælpemiddelcentralerne. Det er blandt andet hjælpemiddelcentralernes opgave at orientere kommunerne om tekniske hjælpemidler og udøve vejledning, demonstration og tilpasning af hjælpemidler.
Kommunerne eller regionerne driver desuden synscentraler og høreinstitutter, som rådgiver om hhv. synshjælpemidler og hørehjælpemidler.

Endvidere indgår Hjælpemiddelinstituttet (www.hmi.dk), der er en del af den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO, som et led i kommunernes rådgivningsforpligtelse. Instituttet koordinerer og deltager i prøvnings-, forsknings – og informationsvirksomhed for derigennem at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler.

Hjælpemiddelinstituttet evaluerer hjælpemidlers anvendelsesområde og funktionalitet og har et samlet overblik over udvalget af hjælpemidler på markedet. Instituttet udgiver 2 tidsskrifter med aktuelle oplysninger om hjælpemidler og afholder en lang række kurser, konferencer mv. om hjælpemidler og de faglige metoder, der knytter sig til formidlingen af hjælpemidler. Desuden driver Hjælpemiddelinstituttet en hjælpemiddeldatabase, hvor man kan få oplysninger om hjælpemidler.

VISO (www.spesoc.dk) er som nævnt en ny videns- og specialrådgivningsorganisation, som skal yde gratis, vejledende specialrådgivning og udredning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager inden for blandt andet følgende områder:

Børn, unge og voksne med handicap
Specialundervisning og specialpædagogisk bistand til børn, unge og voksne

Til at varetage specialrådgivning og udredning har VISO indgået aftaler med faglige eksperter i hele landet.
Foruden Hjælpemiddelinstituttet indgår der 13 andre videncentre på handicapområdet i VISO. Disse videncentre besidder hver for sig særlige viden om specifikke handicapgrupper.

Den Sociale Ankestyrelse er den centrale statslige klageinstans på det sociale område. Den Sociale Ankestyrelse har fået øget betydning for hjælpemiddelområdet siden en lovrevision i juni 1998, hvor man fik til opgave at være praksiskoordinerende. Den Sociale Ankestyrelse skal således sikre, at alle borgere, trods det udstrakte kommunale selvstyre, stilles ens, uanset hvor i landet man bor. Den Sociale Ankestyrelse praktiserer dette ved bl.a. at offentliggøre deres afgørelser løbende (Sociale Meddelelser) og ved at tage initiativ til undersøgelser, hvor de belyser sagsbehandlingen på specifikke områder og skriver konkluderende artikler.

For yderligere information:

www.hmi.dk

www.spesoc.dk

Printervenlig (åbner i et nyt vindue)

Undersider

Nyheder

Hjælpemiddelformidling i Norden

Formidlingssystemet i Danmark