hitmesse_2011.JPG

Om HITmesse

På HITmessen får alle med interesse for teknologiske løsninger til personer med funktionsnedsættelse adgang til den nyeste viden, de nyeste erfaringer og de nyeste produkter på området.

HITmesse består af en konference om og udstilling af ikt-hjælpemidler. Desuden er der et innovationsområde, hvor der præsenteres en række af de mest innovative prototyper og projekter inden for området.

 

Konference

Konferencedelen af HITmesse er inddelt i faglige spor, kendetegnende for de arbejdsområder, som langt de fleste af messens deltagere kan relatere sig til. De fem spor er: kommunikation, specialundervisning, syn, hørelse og hverdagsteknologi. Inden for hvert spor afholdes der foredrag, seminarer og produktdemonstrationer. Læs mere under Faglige spor via menuen til venstre.

 

Udstilling

På udstillingen præsenteres et bredt udvalg af de nyeste og mest efterspurgte ikt-baserede hjælpemidler på det danske marked. Der er over 50 stande, hvor deltagerne får god mulighed for at danne sig et overblik over status på området. Se standplanen og udstillerlisten for HITmesse 2011

 

Fagligt program

Konferencedelen indeholder en række hovedforedrag, seminarer og produktdemonstrationer inden for hvert af de fem spor. I menuen til venstre finder du Program for HITmesse 2011 og samt detaljerede programmer for de enkelte spor med beskrivelser af oplæg. Programmet for Produktpræsentationer finder du også i menuen.

HITmesse henvender sig primært til fagpersoner, der anvender og indkøber ikt-hjælpemidler til mennesker med funktionsnedsættelser.
 

HITmesses historie

HITmessen blev etableret i 1993. Ideen bag messen var, at det skulle være årets begivenhed bestående af en udstilling, hvor det nyeste inden for teknologiske hjælpemidler etc. skulle præsenteres, samtidig med, at der skulle være konferencer med relation til specialundervisning, kommunikation og andre relaterede emner, seminarer, foredrag og workshops.
Perspektivet var at skabe et forum - en tradition - hvor fagfolk en gang om året kunne mødes og holde sig ajour med den nyeste teknologiske udvikling, få en bred orientering om teknologiske muligheder inden for specialundervisning, teknologi, kommunikation og genoptræning/hjælpemidler. Desuden var tanken, at små forhandlere skulle kunne deltage uden store omkostninger og uden at drukne i større udstilleres stande.

 

Derfor har små udstillere fortrinsret til de billige stande, og når en udstiller tilmelder sig HITmesse, foretager vi derfor også en vurdering af om produkterne kommer under de kategorier, vi ønsker repræsenteret. Det vil således ikke være muligt at udstille som forhandler af manuelle kørestole.
Alle arrangementer skulle tilrettelægges således at det ville være muligt at deltage i et eller flere arrangementer og samtidig besøge udstillingen. Det skulle desuden være muligt at besøge udstillingen alene for et mindre beløb.

I 1993 var det gratis for udstillerne at deltage. De betalte kun for overnatning og forplejning. Siden har øgede udgifter til bl.a. lokale- og standleje gjort, at udstillerne betaler disse omkostninger samt et dækningsbidrag.

HITmesse blev afholdt første gang på Fuglsangcentret i Fredericia i 1993. I 1994 flyttede messen til Hotel Nyborg Strand hvor der var bedre faciliteter, og hvor messen har været afholdt siden. I 2002 afholdtes udstillingsdelen af HITmesse i forbindelse med konferencen 'Wonderful Communication', ISAAC's internationale konference.

Milepæle og særlige begivenheder på HITmesse

  • 1993 Den allerførste HITmesse afholdes 7.-10. september på Fuglsangcentret i Fredericia. Messen er en stor succes og udstillingen er velbesøgt. Dr. Caroline Musselwhite, USA, er årets hovedforedragsholder og taler om "Hvordan man med de rigtige kontakter og teknologisk udstyr kan fremme interessen for at lære at læse hos handicappede førskolebørn".
  • 1994 Messen afholdes 4.-7. oktober i større lokaler på Hotel Nyborg Strand. Hovedforedragsholderen er Pat Mirenda, USA, som taler om "Hvorledes kan kommunikation ændre uhensigtsmæssig adfærd".
  • 1995 Messen afholdes 2.-5. oktober, igen på Nyborg Strand. Dr. David A. Koppenhaver, USA, holder foredrag om "Handicappede har også læsevanskeligheder". Der er for første gang produktdemonstrationer, hvor udstillerne har lejlighed til at informere om en række nye og spændende produkter for et større forum end på den enkelte stand.
  • 1996 HITmesse afholdes 19.-20. september på Hotel Nyborg Strand. Der indføres en ny tradition med et aftenarrangement, hvor deltagere, udstillere, undervisere og arrangører mødes til erfaringsudveksling over en god middag. Årets hovedforedragsholder er Linda Burkhart, USA, som taler om "Når leg bliver kommunikation - om tilrettelæggelse af et levende kommunikationsmiljø for alle". Der afholdes med stor succes en computerklub for børn med handicap som et gratis arrangement støttet af Spastikerforeningen.
  • 1997 HITmesse afholdes 24.-25. september på Nyborg Strand. Forskningsminister Jytte Hilden holder åbningstalen, og dr. Chris Singleton, UK, holder hovedforedraget om "Computerbaseret screening af dysleksi og andre indlæringsvanskeligheder". Dr. David A. Koppenhaver, som var hovedforedragsholder i 1995, vender tilbage til HITmessen og afholder en workshop om "Strategier og teknikker til at fremme evnen til at tilegne sig læsning og skrivning for børn med handicap". Computerklubben fra 1996 gentages.
  • 1998 HITmesse finder sted 23.-24. september på Nyborg Strand. Amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen åbner messen, og foredragsholderen er professor Beth Foley, Ph.D. fra USA, som taler om "Hvor langt kan voksne med udviklingshandicap nå?"
  • 1999 Messen afholdes 22.-23. september på hotel Nyborg Strand. Det ene hovedforedrag, om "IT i undervisningen af dyslektikere", holdes af Judith Stansfield, Storbritannien. Det andet hovedforedrag om "Fremtidens kommunikationshjælpemidler" afholdes af dr. Alan Newell, Skotland. Ved aftenarrangementet, som nu er blevet en fast tradition på messen, sponsorerer en af de trofaste udstillere (Dal-Pres ApS) underholdningen i anledning af sit 10 års jubilæum.
  • 2000 Messen afholdes 19.-20. september på Hotel Nyborg Strand. Der er arrangeret 3 foredrag: "Kommunikation - sådan brydes barrierer" ved professor Mary Ann Romski, USA; "Sprogforståelsen - det glemte aspekt i brugen af kommunikationshjælpemidler" ved Associate Research Professor Rose A. Sevcik, USA; og "Læse/skrivemuligheder til unge og voksne ordblinde" ved Karin Ohlis, Sverige. Der er besøgsrekord på udstillingen med 1.023 deltagere.
  • 2001 Messen afholdes 18.-19. september på Hotel Nyborg Strand. IT- og forskningsminister Birte Weiss åbner messen, og de to hovedforedrag er "Tilrettelæggelse af kommunikative læringsmiljøer", med dr. Carol Goossens, USA, og "Videotelefoni og social interaktion for personer med udviklingshandicap", med dr. Jane Brodin, Sverige. Desuden afholder dr. Carol Goossens en workshop om "Strategier til tilrettelæggelse af kommunikative læringsmiljøer".
  • 2002 HITmesses udstilling afholdes (12.,) 13. og 14. august 2002 i forbindelse med ISAAC 2002-konferencen 'Wonderful Communication' på Odense Congress Centre.
  • 2003 Messen fejrer 10 års jubilæum 16.-17. september på hotel Nyborg Strand. Årets messe åbnes af formand for Det Centrale Handicapråd, Palle Simonsen, og de to hovedforedrag leveres at Pati King deBaun, USA, som taler om "Emergent Literacy for All" og Paul Nisbeth, Call Centre Skotland og Paul Dalsgaard, Center for Personkommunikation, Danmark, som holder foredrag om "Talegenkendelse og anden sprogteknologi".
  • 2004 HITmesse finder sted 21.-22. september på Hotel Nyborg Strand. Formand for DSI's tilgængelighedsudvalg, Søren Grotum, som også var medlem af Hjælpemiddelinstituttets bestyrelse, holder åbningstalen. Hovedforedragsholderen er professor Ralph Schlosser, USA, som taler om "Effekt af hjælpemidler". Der er ca. 850 besøgende på messen.
  • 2005 HITmesse blev afholdt 27.-28. september på hotel Nyborg Strand. Direktør for Hjælpemiddelinstituttet Niels-Erik Mathiassen holder åbningstalen. Hovedforedraget hedder "Computerspil til træning af kommunikative færdigheder" og holdes af Per-Olof Hedwal og Håkan Larsson, Furoboda Kompetanscenter, Sverige. Besøgstallet på messen er på ca. 836 personer
  • 2006 HITmesse blev afholdt 12.-13. september på hotel Nyborg Strand. Direktør for Hjælpemiddelinstituttet, Niels-Erik Mathiassen holder igen åbningstalen. Hovedforedraget tirsdag afholdes af Bob Black og hedder "IT til udvikling af læse- og sproglige færdigheder hos børn med Downs syndrom". Onsdag er det amerikanske Ruth Bluestone, der holder foredrag med titlen "Computerbaserede kommunikationshjælpemidler for afatikere". Besøgstallet på messen er på ca. 1000 personer
  • 2007 HITmesse afholdes 4.-5. september på hotel Nyborg Strand. Kontorchef i VISO, Bo Beck holder åbningstalen.
    Den internationalt kendte australske talepædagog og forfatter Gayle Porter har to foredrag på messen "Organisering af kommunikationssystemer, PODD" og "At kommunikere i skolen". Et nyt tiltag på messen er kåringen af "Årets it-hjælpemiddel" - en publikumskonkurrence, hvor de besøgende på udstillingen stemmer på hjælpemidler, udvalgt af udstillerne. Der er ca. 880 besøgende på udstillingen.
  • 2008 HITmesse finder sted 9.-10. september. For anden gang kåres Årets it-hjælpemiddel - en kåring, der baserer sig på en afstemning blandt messens besøgende. Hovedforedraget "Luk op for autisters potentiale med kommunikationshjælpemidler" står dr. Joanne Cafiero for.
  • 2009 HITmesse afholdes 15.-16. september. Dr. John Costellos hovedforedrag vækker stor begejstring hos tilhørerne - både for det faglige indhold, men også for et par veludførte dansetrin. Årets it-hjælpemiddel kåres for første gang af en komite bestående af udvalgte fagpersoner. Messen besøges af 1152 gæster.
  • 2010 HITmesse afholdes 21.-22. september. Messen sætter fokus på kognitive it-hjælpemidler, bl.a. i form af produktdemonstrationer og temaforedrag. Åbningstalen holdes af socialminister Benedikte Kiær, der også besøger udstillingen. Inspirerende hovedforedrag af David McNaugthon fra Pennsylvania State University om kampen for et godt og værdigt liv af. Deltagerantallet på 1345 besøgende er det største nogensinde.
  • 2011 HITmesse afholdes 20.-21. september. Formanden for Det Centrale Handicapråd, Tue Byskov Bøtkjær, holder åbningstalen og besøger derefter udstillingen. Som noget nyt er messens faglige program inddelt i fem spor: kommunikation, specialundervisning, syn, hørelse og hverdagsteknologi. Inden for hvert spor afholdes et hovedforedrag, to til fem seminarer og en række produktpræsentationer. Hovedforedrag på sporet Syn: "Alt hvad du bør vide om teknologiske løsninger til svagsynede" af Ike Presley, American Foundation for the Blind, USA. På Kommunikation: "Motiver mig!" af Jessica Gosnell, Childrens Hospital Boston, USA. På Hverdagsteknologi: "Tekniske hverdagsproblemer som hjælpemiddel til mennesker med kognitive funktionsnedsættelser" af Pernilla Hallberg, Santa Anna IT Research Institute, Sverige. På Hørelse: "Når hørelsen er afhængig af teknik" af Anne Haven Albertsen og Vibeke Rødsgaard-Mathiesen, Børn& Unge, Viborg Kommune. På Specialundervisning: "Computerbaseret og lavteknologisk materiale til udvikling af tidlig kommunikativ kompetence" af Gerda Jensen og Inge Kolmos, PPR Odense Kommune, og Helle Kjærhus, Faaborg Midtfyn Kommune. HITmesse 2011 har et rekordhøjt antal besøgende. Ialt 1529 besøger udstilling og seminarer i løbet af messens to dage.
Hjælpemiddelinstituttet - Gregersensvej 3i, 2630 Taastrup og P.P.Ørums Gade 11, bygn. 3, st., 8000 Aarhus C - Tlf:+45 43 99 33 22 - Email: hmi@hmi.dk