Hjælpemiddelinstituttet
Sitemap
  Se og tilmeld RSS-feeds
Du er her: Om HMI

Nyheder


Vis nyhedsarkiv

Stor international konference om ældre og velfærdsteknologi
26. august 2010
 
I 2009 behandlede statsforvaltningerne flere klagesager end tidligere.
26. august 2010
 
Hvor meget må offentlige myndigheder og private virksomheder tale sammen før, under og efter et udbud?
26. august 2010
 
Præsentationerne fra temadagen kan downloades
25. august 2010
 
Socialministeriet afholder 5 kursusdage i den nye lovgivning, der træder i kraft 1. oktober
24. august 2010
 
Grundbog om hjælpemidler kan nu købes hos Munksgaard
23. august 2010
 
Benedikte Kiær holder åbningstalen 21. september
20. august 2010
 
Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri hedder det nye center
19. august 2010
 

Vis alle nyheder

 


ikon om hmiOm HMI

Hjælpemiddelinstituttet er et landsdækkende videncenter og en del af den nationale videns- og specialrådgivnings­organisation (VISO). Vores primære opgave er at understøtte kommuner, regioner og private organisationer i at sikre en kvalificeret og effektiv hjælpemiddelformidling. Vi er finansieret ved et fast driftstilskud fra Velfærdsministeriet og ved indtægtsdækket virksomhed.

 To mennesker hånd i hånd. En gående, en anden i kørestol.

Vi udvikler og formidler viden om, hvordan hjælpemidler og andre teknologiske løsninger kan bidrage til at inkludere og skabe bedst mulige vilkår i samfundet for mennesker med funktionsnedsættelser.

 

Målgruppen er primært fagpersoner, der arbejder med formidling og anvendelse af hjælpemidler til mennesker med funktionsnedsættelser. Desuden henvender vi os til beslutningstagere, forskere, forhandlere, udviklere og brugere af hjælpemidler.

 

Hjælpemiddelinstituttet arbejder for en hensigtsmæssig udnyttelse af de samfundsressourcer, der er til rådighed på hjælpemiddelområdet. Vi stræber efter at formidle viden, så den orienterer sig mod helheden og bliver sammenhængende og anvendelig for målgruppen. Vi ønsker at skabe optimale løsninger i forhold til tilgængelighed til samfundet.

 

Vi arbejder også for at udvikle og forbedre kvaliteten af hjælpemidler, undervisningsmaterialer og faglige metoder. Vi bidrager til, at standardteknologi designes, udvikles og udnyttes til gavn for alle brugere i almindelighed og mennesker med funktionsnedsættelser i særdeleshed. Det sker fx gennem teknisk og funktionel prøvning af hjælpemidler, deltagelse i og koordinering af internationale projekter samt generelle forsknings- og udviklingsaktiviteter på området.

Konsulent, prøvningsansvarlig, Bruno Wollf.Test, prøvning og standardisering

Hjælpemiddelinstituttets prøvningslaboratorium er akkrediteret og har stor erfaring. Vi er med til at udarbejde internationale standarder og kan teste og rådgive om: sikkerhed, holdbarhed, ergonomi og funktionalitet i forhold til konkrete hjælpemidler. Gennem udvikling af metoder og redskaber til at teste, evaluere og sammenligne udvalgte produkter ønsker vi en mere optimal udnyttelse og anvendelse af hjælpemidler generelt.

Forskning og projekter

Vi deltager i forskningsaktiviteter i forhold til fx kvalitetsudvikling i hjælpemiddelformidlingen, effekter af hjælpemidler o.a. Vi indsamler og udbreder
dokumenteret viden til fagpersoner og forskningsinstitutioner for at sikre en bedre indsats på hjælpemiddel- og tilgængelighedsområdet. Gennem deltagelse i nationale og internationale projekter er vi med til at sætte dagsordenen på hjælpemiddelområdet.

 

Projekterne kan være rettet mod fagpersoner eller specifikke brugergrupper. De kan dreje sig om udvikling eller evaluering af hjælpemidler, metodeudvikling,
usability-tests, undersøgelser af brugertilfredshed samt formidling af viden på nye måder eller til nye målgrupper.

Konsulent på boligområdet, Inger Kirk Jordansen præsenterer bolignetværket.Netværk

I vores elektroniske netværk kan fagpersoner deltage aktivt inden for specifikke områder. Via netværket er det muligt at få adgang til juridisk bistand, nyheder og viden i form af artikler, principafgørelser, metodeværktøjer etc. Desuden er der rig mulighed for erfarings- og materialeudveksling, dialog med netværkets øvrige medlemmer samt deltagelse i faglige debatter og fælles udvikling af metoder og praksis.

Hvert år arrangeres en konference i tilknytning til netværkets fagområde.

Find og tilmeld dig netværkene på www.hmi.dk

Hjælpemiddelbasen

www.hmi-basen.dk er en database med oplysninger om ca. 40.000 hjælpemidler og omkring 500 forhandlere på det danske marked. I Hjælpemiddelbasen finder man et stort udvalg af forskellige produkter med information om tekniske data og forhandleroplysninger. Der er mulighed for at se billeder af mange af produkterne og linke videre til forhandlernes websteder for yderligere information.

 

Hjælpemiddelbasen er et brugbart redskab i det daglige arbejde med formidling, valg og indkøb af hjælpemidler og er til inspiration for hjælpemiddelbrugere og pårørende, der ønsker større overblik over mulighederne på markedet.

Dataabonnement

Til brug for elektronisk lagerstyring af hjælpemidler, i fx kommuner eller regioner,
er der mulighed for at abonnere på oplysninger på Hjælpemiddelinstituttets datalagerstyring. Opdaterede data udsendes 10 gange årligt.

Kontakt hot-line@hmi.dk for yderligere oplysninger. 

hmi.dk

På www.hmi.dk finder du viden om hjælpemidler og deres anvendelse. www.hmi.dk er en indgang til information på hjælpemiddelområdet med links til relevante videnshavere og information om specifikke emner.
Du kan bestille bøger, abonnement på vores tidsskrift og tilmelde dig vores kurser og konferencer eller gratis nyhedsbrev.
Artikelbasen indeholder alle artikler fra HIT, hjælpemidlet og »teknologi & handicap siden 1998. Den giver mulighed for at søge på og finde emnerelaterede artikler fra vores tidsskrifter i elektronisk form.
E-konferencen danner forum for debat og erfaringsudveksling blandt vores målgrupper.

Bøger

Gennem bøger og rapporter er Hjælpemiddelinstituttet med til at kvalificere fagpersoners viden om hjælpemidler og deres anvendelse. Målet er at sikre et
godt og bredt udbud af faglitteratur på området.
Vi har ca. 35 aktuelle titler med emner som kørestole, pleje- og hospitalssengen, kommunikationshjælpemidler, tryksårsforebyggelse i den siddende stilling, it-hjælpemidler til ordblinde, hjælpemidler til demente, checklister ved indkøb af hjælpemidler samt hjælpemidler i dagligdagen.
Bøgerne sælges via boglader og fra vores web: www.hmi.dk. Vi tilbyder også e-kataloger og flere titler til download fra vores web.

Forsiden af teknologi & handicap nr. 1 2008Tidsskrifter

»teknologi & handicap tager afsæt i historier om mennesker og hjælpemidler – og oftest i et systemperspektiv. Tidsskriftet formidler ny viden om praksis, skaber overblik og undersøger, hvilke konsekvenser love, regler og principper har for fagpersoner og borgere.
Tidsskriftets teknologibegreb dækker over alt fra lavteknologiske til de allermest avancerede hjælpemidler. Handicap forstås som de fysiske og kognitive forhold, der ekskluderer borgeren fra at deltage på lige vilkår i uddannelse, arbejde og privatliv. Hjælpemidler i form af teknologiske løsninger kan kompensere borgerens handicap og dermed fremme inklusion af det enkelte menneske. »teknologi & handicap ønsker at bygge bro mellem de mange fagligheder på området via relevante temaer. Tidsskriftet udgives 4 gange om året.
Målgruppen er fagpersoner, heriblandt sagsbehandlere, som arbejder i praksis med hjælpemidler, og beslutningstagere, men bladet henvender sig også til brugere af hjælpemidler og deres pårørende, til forhandlere, producenter, indkøbere, studerende og forskere. HIT og hjælpemidlet, udgivet til og
med december 2007, dækkede hver især forskellig viden inden for hjælpemiddelområdet.
Du kan finde »teknologi & handicap og disse to blade i artikelbasen på vores website.

Konferencer

Hjælpemiddelkonferencen dækker hjælpemiddelområdet bredt og lægger særlig vægt på nye tendenser, metoder og forskning.Mange mennesker samlet på konference. Sælen Paro præsenteres.
HITmessen er en af instituttets ældste tilbagevendende begivenheder. HITmessen
har gennem en lang række seminarer og en udstilling fokus på teknologiske hjælpemidler til bl.a. specialundervisning, kommunikation, leg og fritid.
Tryksårskonferencen præsenterer via foredrag og en mindre udstilling de nyeste
forskningsresultater, erfaringer og produkter til forebyggelse af tryksår.
Ordblinde & it er en konference, der belyser mulighederne for at anvende it-hjælpemidler til mennesker med læseskrivevanskeligheder.
Boligkonferencen giver fagpersoner ny viden og inspiration til indretning og ændring af boliger for personer med funktionsnedsættelser.
Bilkonferencen sætter fokus på alle aspekter af bilområdet, både valg og indretning af bil, sikkerhed og opfølgning.
Desuden er vi medarrangør af nordiske konferencer som NAT-C og Nordisk Siddesymposium.

Kurser

På vores kurser formidles aktuel viden om bl.a. faglige tendenser, praktisk anvendelse af hjælpemidler og metoder, ofte skræddersyet til bestemte målgrupper.
Både kurser og konferencer bruges også ofte til erfaringsudveksling og networking.
Kurserne afholdes i hele landet.

Værdier

To drenge med funktionsnedsættelse spiller computer sammen.Ligeværdighed - Vi handler med omtanke og respekt, så andre menneskers værdighed ikke krænkes. 

Troværdighed - Vi er ærlige, uvildige og fagligt kompetente, fordi vi ønsker at opnå hinandens og omverdenens tillid. 

At gøre en forskel - Vi tager initiativ og ansvar og går efter at sætte dagsordenen og påvirke omverdenen via vores daglige arbejde.

Hjælpemiddelinstituttet, Gregersensvej 3i, 2630 Taastrup, Tlf:+45 43 99 33 22 hmi@hmi.dk