Boligkonferencen 2011

”Der er sket noget med borgeren,” lagde Birthe Linddal Hansen ud, da hun, efter at være blevet præsenteret af ordstyrer og konsulent ved Hjælpemiddelinstituttet Anne Christensen, gik i gang med første oplæg på Boligkonferencen på Comwell Kolding 16. juni 2011.
Birthe Linddal Hansen havde taget ’fri’ fra sin barsel for at kunne holde oplæg på konferencen, og hun forklarede, hvad det er, der er sket med borgeren, gennem en personlig anekdote:
”Jeg bliver ofte spurgt, hvor længe, jeg har tænkt mig at være på barsel, og nu er jeg begyndt at svare: ’Højst otte måneder, for jeg vil ikke ligge samfundet unødigt til last’.”
Hun og kiggede udfordrende ud over salen, inden hun fortsatte; ”jeg kunne lige så godt sige, at jeg flyttede til månen!” og imiterede en tabt kæbe.
Pointen var, at vi som borgere har vænnet os så meget til støtte fra velfærdsstaten, at det er blevet almindeligt at synes, systemet skal udnyttes maksimalt. En tankevækkende pointe set i lyset af de fremtidsudsigter, hun i sit oplæg stillede i sigte: Nemlig at der i fremtiden bliver færre penge til velfærd.

 

Selv hvis jeg havde brug for den, ville jeg ikke have den stående. Den er ikke pæn.”
Dagens anden oplægsholder, Ivan Kjær Lauridsen fra Aarhus Kommune, lagde ikke fingrene i mellem, da han svarede på spørgsmålet ”Hvorfor ser vi ikke mere velfærdsteknologi i boliger i dag?”
I løbet af sit oplæg gennemgik han bl.a. forskellige typer af velfærdsteknologiske løsninger, mange mere funktionelle end kønne, og det disse, han ikke ville have stående selv.
Ivan Kjær Lauridsen listede også en række andre barrierer op i forhold til ovennævnte spørgsmål, heriblandt byggetraditioner, myndighedskrav, teknologiske udfordringer og så det faktum, at hjælpemidler minder om hjælpeløshed, hvilket de færreste vil associeres med.
”Men det kan dog ske, at der går mode i hjælpemidler. F.eks. efter at Dronning Ingrid første gang blev set med en mintgrøn rollator. Så var der pludselig mange, der gerne ville have sådan en,” sagde Ivan Kjær Lauridsen med et smil.

 

Kan det samme rum tilpasse sig mennesket livet igennem? Kan det tilpasse sig skiftende brugere? Kulturanalytiker og strategisk rådgiver ved Nueva, Caroline Beck, holdt oplæg om fremtidens badeværelse med udgangspunkt i projektet Baderum for Alle, et projekt støttet af Erhvervs- og Byggestyrelsen, som blev afsluttet januar 2011 efter to års forløb.
Visionen for projektet var, med udgangspunkt i de to spørgsmål ovenfor, at skabe et baderum, som er brugbart og indbydende for alle, uanset funktionsniveau.
Som et led i projektet havde Caroline Beck og de øvrige projektmedarbejdere været på feltstudier for at se på nutidens handicapbaderum, og hun fortalte i sit oplæg bl.a. om de syn og oplevelser, de fik ud af det.
”Vi så bl.a. en masse små rum, der var fyldt med hjælpemidler – mange var heldigvis på hjul, men det var stadig vanskeligt at bruge dem, for både brugere, hjælpere og rengøringspersonale. Men vi så også mange badeværelser så store som balsale, som stod ubrugt det meste af tiden,” sagde Caroline Beck bl.a.
”Baderum skal ikke bare være brugbare for alle, de skal også være indbydende for alle,” slog hun fast.
Projektet resulterede i et indblik i brugernes ønsker og i konkrete eksempler på, hvordan baderum kan indrettes til gavn og glæde for alle.

 

”En skosål er noget af det mest fornærmende i nogle kulturer, f.eks. Thailand. Så det I opfatter som et billede af mig, der sidder afslappet i min have, opfattes af andre som dybt krænkende,” sagde Jens Christian Fogtmann, gestaltterapeut og magister i idéhistorie, som indledning til sit oplæg.
Billedet, han refererede til, viste ham selv siddende i en havestol med det ene ben hvilende på det andet, så den ene skosål vendte lige mod kamera og beskuer.
Hans oplæg var funderet på tre eksempler på mødet mellem danske sagsbehandlere og fremmede kulturer og de potentielle problemstillinger, der opstår i mødet.
”De ting, jeg fortæller om, er gode at være bevidste om. Den dårlige nyhed er, at jeg ikke har nogen løsning på, hvad man stiller op med det,” sagde Jens Christian Fogtmann og lagde dermed op til refleksion blandt Boligkonferencens deltagere.
Den første kulturelle gruppe, Jens Christian Fogtmann tog udgangspunkt i, var asiaterne. Mange sagsbehandlere i salen nikkede genkendende til hans fortælling om borgeren med asiatisk baggrund, der smiler og nikker og siger ja til alt, hvad der bliver sagt, til stor frustration for sagsbehandleren, der oplever ikke at komme nogen vegne.
Det andet eksempel tog udgangspunkt i forskellen på opfattelsen af ’jeg’ og ’vi’, hvor danskere typisk opfatter på sig selv som et individuelt ’jeg’, der er sin egen lykkes smed, mens det i andre kulturer, f.eks. den somaliske, er fællesskaber og klan-strukturer, der afgør ens skæbne. Her kan det, at tage vare på sin egen sag, risikerer at man sættet sig selv uden for fællesskabet.
Jens Christian Fogtmanns tredje og sidste eksempel var børneopdragelse. ”Danske forældre søger typisk at plante værdier i deres børn allerede fra den før-sproglige alder, så de vokser op som samvittighedsfulde individer.
”Vi er ret hårde ved vores børn, de første år af deres liv,” sagde Jens Christian Fogtmann bl.a.
Jo ældre børnene bliver, jo mere slipper den danske forælder ansvaret og lægger det over på barnet selv.
I den arabiske kultur, derimod, har børnene en høj grad af frihed og løse tøjler de første fem-seks år. Her er det kvinderne og de bløde værdier, der bestemmer, og når de så er blevet store, overtager mændene styringen og skal prøve at kontrollere, at børnene opfører sig ordentligt, mente han.
”Det er selvfølgelig groft skåret, det ved jeg godt,” formildede Jens Christian Fogtmann sit udsagn, inden han rundede sit oplæg af med en fortælling fra sin egen familie.
Han fortalte om sin egen onkel, der som ung flyttede til USA og lever i en ”tidslomme”, hvor sprog og værdier matcher de danske fra hans ungdom, og ikke afspejler Danmark, som det er i dag.
”Jeg tror, det vil tage min familie i USA tre generationer at komme til at leve som amerikanerne. Og måske er billedet det samme i forhold til de kulturelle billeder, jeg har ridset op i dag?” sluttede Jens Christian Fogtmann.

 

Tendenserne inden for almene boliger går i retning af, at de bliver større, bedre, har et bedre energiforbrug og velholdte udearealer, bliver billigere at leje og nemmere at identificere sig med.
Det fortalte Ulrik Steen Jensen fra Lejerbo, der bygger og renoverer almene boliger i hele landet.
”Kvaliteten af almene boliger har rykket sig rigtig meget de sidste fire-fem år. Mange af de boliger, der er blevet bygget med salg for øje, har ikke kunnet sælges, og det er dem, de almene boliger nu konkurrerer med. Det betyder, at vi hos os bl.a. har fået større fokus på kvaliteten,” fortalte Ulrik Steen Jensen.
Han fortalte også, at en af de store udfordringer er at fremtidssikre den mængde af alment boligbyggeri, der skød op i 1950’erne og 1960’erne. Dengang var en gennemsnitsbolig 60 kvadratmeter og badeværelserne meget små. Det gør dem uegnede som handicapboliger i dag.
Derfor arbejder Lejerbo på at lægge lejligheder sammen, renovere badeværelser og køkkener samt sikre bedre tilgængelighed til boligerne.
en den slags er nemmere sagt en gjort, for der er en række udfordringer forbundet med renoveringsarbejdet.
En af dem er beboerdemokrati. I almene lejeboliger er det nemlig beboerne, der suverænt bestemmer, hvilke forbedringer, de vil have for pengene, og her står ’bedre tilgængelighed’ sjældent øverst på ønskesedlen.
”Dem, der bor øverst, stemmer altid for tagrenovering, mens dem i stueetagen er ligeglade. Og sådan er det også med tilgængelighed: Alle de mange, der sagtens selv kan gå op på anden sal, de gider ikke stemme for en elevator. De vil hellere bruge pengene på nye køkkenener,” forklarede Ulrik Steen Jensen.
Han rundede sit oplæg af med en opfordring til kommunernes sagsbehandlere:
”Kom med jeres input til, hvilke boliger, der er behov for i fremtiden. Det er vigtigt for os at vide, for det er ikke noget, vi er stærke på. Vi har brug for jeres viden og indsigt.”