Hørescreening

Undersøgelsen er automatiseret og foretages med et lille elektronisk apparat, som udsender svage kliklyde. Kliklydene bliver overført til barnets øre via en lille blød prop, som man placerer i øregangen. Undersøgelsen er en del af de rutineundersøgelser, barnet får foretaget på sygehuset i løbet af de første uger efter fødslen.

De fleste praktiserende øre-næse-halslæger råder over lignende udstyr.

Børnehøreprøver anvender man til at undersøge hørelsen hos mindre børn (under 3-4 år), som ikke endnu kan medvirke til almindelige høreprøver. Høreprøverne har karakter af leg og består i observationer af børnenes reaktioner på forskellige lyde. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.

Hviske- og talestemmeprøve er en simpel undersøgelse, der foretages uden teknisk udstyr, og som giver et skøn over hørelsen. Man udfører undersøgelsen ved at hviske og tale en række prøveord i forskellig afstand fra test-personen. Ved desuden at anvende en stemmegaffel, kan man ofte afgøre, om høretabet er lokaliseret til mellemøret eller det indre øre. Undersøgelsen foretages af praktiserende læger og øre-næse-halslæger eller deres hjælpepersonale.

Tonehøreprøve bruger man til at fastlægge høretærsklen. Det vil i praksis sige den laveste lydstyrke, man kan høre. Man undersøger hørelsen ved forskellige toner i bas-, mellemtone- og diskantfrekvenserne. Prøven kaldes i daglig tale blot høreprøve. Tonehøreprøven kan oftest afgøre, om hørelidelsen er lokaliseret i mellemøret eller i det indre øre. Den bruges både til at diagnosticering af hørelidelser, til at efterkontrol af ørekirurgi samt til tilpasning af høreapparater. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.

En talehøreprøve viser evnen til at skelne ord. Hvis man har en dårlig skelneevne, har man svært ved at skelne ordene fra hinanden uanset hvor højt man hører dem. Hørelidelser i det indre øre medfører ofte, at skelneevnen falder, og det gælder i endnu højere grad, når der er baggrundsstøj. Talehøreprøven anvendes til at diagnosticere hørelidelser og til at vurdere, om man vil få gavn af høreapparatbehandling. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.

Måling af mellemøretryk bruges til at undersøge forholdene i mellemøret. Man får således indtryk af, om der er luft (normalt) eller væske (unormalt) i mellemøret. Væske i mellemøret medfører nedsat hørelse, da trommehindens og øreknoglernes svingninger bliver hæmmet. Undersøgelsen bliver foretaget af praktiserende læger, øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.

Hjernestammehøreprøve er en avanceret elektronisk måling af hørelsen, og anvendes ved personer, der ikke kan eller vil samarbejde. Man anvender den til at fastlægge høretærsklen hos mindre børn og demente, hvor andre undersøgelsesformer ikke slår til. Desuden anvendes den på voksne til at undersøge, hvorvidt høretabet er lokaliseret i det indre øre eller hørenerven. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.