Servicestyrelsen har stor faglig viden om det sociale område, organiseringen af arbejdet og praksis. Desuden har man gode forbindelser til de danske kommuner og lang erfaring med projektarbejde og formidling. Derfor har man en central rolle, når det drejer sig om afprøvning og implementering af velfærdsteknologi.

»Velfærdsteknologi skal ikke ud for enhver pris, men der er områder, hvor vi kan se nogle kvalitative og kvantitative fordele. Vi har absolut ikke et enøjet teknologifokus, for kvaliteten i ydelserne skal som minimum være på samme niveau som før,« siger Rikke Sølvsten Sørensen.

Fordele og ulemper ved demonstrationsprojekter

Størstedelen af Servicestyrelsens velfærdsteknologiprojekter finder sted i ABT-fondens regi, bl.a. på grund af de gunstige finansieringsmuligheder, der findes her.

»Selvom der er nogle begrænsninger for et ABT-projekt, så er der også nogle gode sigtelinjer: Det må ikke blive dyrere, samtidig med at kvaliteten skal blive bedre - det er nok ikke så tosset en idé,« siger Rikke Sølvsten Sørensen.

Mere problematisk er det, ifølge Rikke Sølvsten Sørensen, at tidsrammerne for demonstrationsprojekterne er temmelig korte - halvandet år. Det er ikke lang tid i forhold til, hvor stor en omvæltning det er at skulle til at arbejde med ny teknologi i hverdagen.

En anden problematik er, at den målestok, man skal have et demonstrationsprojekt op i for at vurdere, om indførelsen af den pågældende teknologi vil fastholde eller forbedre kvaliteten af ydelserne, uden at omkostningerne løber løbsk, er så stor, at et offentligt udbud er påkrævet. Et offentligt udbud er i sig selv tidskrævende og kan betyde, at den reelle afprøvningsperiode bliver meget kort.

»Det er selvfølgelig en balancegang, fordi vi vil have nogle resultater nu, men samtidig bør vi spørge os selv, hvad det så er for en type resultater, vi får,« siger Rikke Sølvsten Sørensen.

Det sidste, svære skridt mangler

Selv om debatten om velfærdsteknologi har kørt i en årrække nu, så er det stadig sparsomt, hvor megen teknologi der er kommet i drift ude i kommunerne. Robotstøvsugere er et eksempel på en teknologi, der langsomt gør sit indtog, men om de bruges konsekvent, vides ikke.

»Der har kørt en masse mindre projekter, hvor man har prøvet løsninger af. Men det sidste skridt, hvor man får tingene op i en større skala og i egentlig drift, det er svært,« siger Rikke Sølvsten Sørensen.

Hun mener ikke, at ansvaret for at få implementeret teknologien kan placeres ét sted, fordi forudsætningen for succes er, at der er opbakning og vilje på alle niveauer - fra politikeren til praktikeren.

Rikke Sølvsten Sørensen fortæller, at forventningerne til teknologien, og til, hvor enkel den er at implementere, kan være vidt forskellige. En forvaltningsmedarbejder, som får en ide til, hvordan teknologi kan gøre en forskel, kan nemlig have én beskrivelse af frontmedarbejderens arbejdsgange, mens praksis ofte viser sig at være mere sammensat. Man kan sige, at jo længere væk fra arbejdsgangen, man er, desto simplere forekommer den. Derfor er det vigtigt, at man ikke undervurderer behovet for brugerinddragelse, undervisning og justering af brugen i alle faser af implementeringen, hvis man vil have det til at fungere.

Flere projekter har vist, at skepsis og negative forventninger til teknologi i opgaveløsningen er forsvundet, hvis teknologien faktisk har vist sig at give fordele i arbejdet.

»Det handler også om, at man skal kende sin organisation og medarbejdernes kompetencer. Jeg har selv været med til at indføre PDA'er i Københavns Kommune. Der var nogle medarbejdere, som havde svært ved at læse og derfor havde flere udfordringer med den nye teknologi. I de situationer må man finde ud af, hvad man så gør. Kan man fx bruge ikoner i stedet for tekst?« siger Rikke Sølvsten Sørensen og understreger, at det er vigtigt med en grundig forundersøgelse af målgrupperne på begge sider af teknologien - altså både borgere og medarbejdere - selv om eller netop fordi der altid vil dukke uforudsete problemer op undervejs, som man skal forholde sig til.

Diversitet giver bedre odds

Servicestyrelsens velfærdsteknologiprojekter kan opstå på flere forskellige måder.

»Det kan være os selv, der får en god ide, eller en kommune, der kontakter os med et behov. Vi har minimum tre kommuner med i vores projekter, fordi vi mener, at jo større diversitet, jo bedre bliver demonstrationen, og jo mere sandsynligt er det, at teknologien efterfølgende kan udrulles til andre kommuner i landet,« forklarer Rikke Sølvsten Sørensen.

Typisk er arbejdsgangen den, at Servicestyrelsen og kommunerne definerer projektet på nogle workshops, hvorefter Servicestyrelsen sender projektet i høring hos de deltagende kommuner. Servicestyrelsen er projektejer og har den overordnede ledelse og koordinering af projektet, samtidig med at der sidder en lokal projektleder i hver af de deltagende kommuner.

Det, at kommunerne selv er dem, der er tættest på praksis og får hands-on-erfaringerne fra disse projekter, skulle gerne give ballast til at fastholde kompetencerne og holde teknologien i drift, når projektperioden afsluttes.

Succesfulde erfaringer

»Det betyder meget for interessen for et projekt, at en kommune kan se et evalueringsmateriale og en business case, der viser, at det på alle måder betaler sig at gå i gang, både kvalitativt og økonomisk« forklarer Rikke Sølvsten Sørensen.

Netop dette har Servicestyrelsen haft stor succes med i forbindelse med et forflytningsprojekt, som har fået en hel del opmærksomhed og pressedækning. Projektet viser, hvor store besparelser det kan føre til, når man med indførelsen af loftslifte går fra at være to medarbejdere om at forflytte en borger til, at processen kan varetages af én medarbejder. Rikke Sølvsten Sørensen pointerer, at det ikke er loftsliftene i sig selv, som
har skabt besparelsen. Flere kommuner er gået over til at bruge loftslifte, men udnytter ikke muligheden for, at forflytningen med loftslift kan varetages af en enkelt medarbejder - og så er man lige vidt, hvad angår selve effektiviseringen.

Et andet projekt omhandlende elektroniske låse har givet mere blandede erfaringer, og det mener Rikke Sølvsten Sørensen er, hvad man må forvente i nogle projekter. Det handler om at afdække, om teknologien er implementeringsmoden. Derfor er projekter, som ikke munder ud i, at teknologien tages i brug, lige så vigtige som succeshistorierne, fordi de forhindrer, at der investeres i umodne teknologier eller teknologier, som er for besværlige at implementere.