
16. november 2011, Comwell Middelfart
Hjælpemiddelinstituttets konference med fokus på forholdet mellem hjælpemidler og træning.
På konferencen belyste forskellige projekter, hvordan samspillet kan foregå mellem hjælpemidler og træning til gavn for borgere, der får en forøget livskvalitet. Der blev sat fokus på, hvordan fremtidens rehabilitering kan se ud, når der trænes med redskaber, der bryder med de sædvanlige ideer om, hvad et træningsredskab er, fx forskellige former for spil eller en robot. Og der var oplæg om, hvilken betydning træning har for den enkeltes fysiske og psykiske forhold.
Konferencen så både på det basale - hvilken virkning brugen af hjælpemidler og træning har for personer med funktionsnedsættelser, samtidig med at der blev set fremad - i hvilken retning fremtidens træningshjælpemidler forventes at bevæge sig.
Afslutningsvis blev der ud fra en filosofisk teoretisk ramme set på, hvordan man kan prioritere inden for hjælpemiddelområdet. En debat, der til stadighed er aktuel, da udgifterne til at finansiere ideerne til at træne med hjælpemidler er større end de midler, der er til rådighed.