Hjælpemiddel- og tilgængelighedsområdet

Hjælpemiddel- og tilgængelighedsområdet er et stort og komplekst område, der går på tværs af sektorer, handicapgrupper, fagligheder og brancher. Området er tæt forbundet med den teknologiske udvikling i samfundet, hvor nye materialer, produkter og anvendelser udvikles, og hvor nye muligheder eller begrænsninger hele tiden opstår. Indsatsen på hjælpemiddel- og tilgængelighedsområdet skal derfor sikre, at den teknologiske udvikling udnyttes til at skabe stadigt bedre produkter og services for borgerne – heriblandt personer med funktionsnedsættelser.

Hjælpemiddel- og tilgængelighedsområdet er derfor et område i konstant bevægelse. Begreberne hjælpemidler og tilgængelighed dækker ikke noget konstant eller entydigt, men afhænger af social og kulturel kontekst og udvikler sig over tid.

Hjælpemidler er produkter, som er udviklet med henblik på at kompensere for en given funktionsnedsættelse, eller standardprodukter, der findes i almindelig handel, og som anvendes til at kompensere for en funktionsnedsættelse. Det kompenserende produkt er et hjælpemiddel, uanset om det indkøbes af det offentlige eller anskaffes af en privatperson.

Den informationsteknologiske udvikling har skabt nye behov for hjælpemidler og tilgængelige løsninger og har samtidig revolutioneret mulighederne for tilgængelighed og individuel kompensation. Teknologien åbner hele tiden nye muligheder for at kompensere, hvor det ikke tidligere var muligt, fx inden for områder som kommunikation og kognition.

Behovet for hjælpemidler kan ofte være et resultat af manglende tilgængelighed. Hjælpemidler kan bidrage til at sikre tilgængelighed og til at nedbringe samfundsskabte barrierer. Hjælpemidler kan netop fungere som den rimelige tilpasning, der gør det muligt for personer med funktionsnedsættelser at håndtere udfordringer selv. Hjælpemidler har stor betydning for personer med funktionsnedsættelsers muligheder for at blive inkluderet i samfundet og leve et selvstændigt liv.

Mange standardprodukter og serviceydelser udvikles på en måde, så de kan anvendes af flest muligt – også af personer med funktionsnedsættelser. Denne tilgang kaldes Design for Alle eller Universelt Design. Produkter og serviceydelser, der følger princippet om Design for Alle, kan reducere behovet for egentlige hjælpemidler. Omvendt kan den gode funktionalitet i mange hjælpemidler gøre hjælpemidlerne interessante i en bredere markedsmæssig sammenhæng.
Design for Alle eller Universelt Design vil aldrig kunne overflødiggøre hjælpemidler for personer med funktionsnedsættelser. Nogle funktionsnedsættelser kræver specialløsninger og -tilpasninger på et niveau, hvor det kompenserende produkt bliver så specialiseret, at grundlaget for en løsning, der er tilgængelig for alle, ikke er til stede.

Personer med funktionsnedsættelsers muligheder for at blive inkluderet og leve et selvstændigt liv opnås såvel ved at kompensere individet gennem anvendelsen af hjælpemidler, som ved at tilpasse og udforme omgivelser, bygninger og produkter designet for alle. Tilgængelighed til fysiske omgivelser som bygninger, offentlig transport osv. skabes ved at medtænke flest mulige behov i designprocessen. Tilgængelighed til produkter og services kan ofte sikres både gennem produktdiversitet og muligheder for særlig tilpasning af produktet.

Det er ofte hjælpemidlernes udformning og funktion, der stiller krav til de fysiske omgivelser om, at disse er tilgængelige for personer med funktionsnedsættelser. Derfor er samspillet mellem hjælpemidler og tilgængelighed en forudsætning for, at personer med funktionsnedsættelser opnår lige muligheder. Kørestole er forbundet med fysisk tilgængelighed, ligesom skærmlæsere er det med e-tilgængelighed. Samspillet mellem tilgængelighed og hjælpemidler er komplekst.

Velfærdsteknologi er et nyt begreb, som dækker teknologiske løsninger, der bidrager til at bevare eller udvikle velfærdsydelser i bred forstand. Velfærdsteknologi og hjælpemiddel- og tilgængelighedsområdet har en stor fællesmængde med de velfærdsydelser, som retter sig mod personer med funktionsnedsættelser samt personer med behov for pleje, omsorg og lignende ydelser. Derfor handler velfærdsteknologi i høj grad både om hjælpemidler og tilgængelighed og om produkter og ydelser uden direkte sammenhæng med hjælpemiddel- og tilgængelighedsområdet, fx videobaseret borgerbetjening, fælles medicinkort, digital pladsanvisning og generel digitalisering af samfundets velfærdsydelser.

Med til hjælpemiddelbegrebet hører de serviceydelser og hjælpesystemer, som stilles til rådighed for at udvælge, tilpasse og implementere hjælpemidlerne i den enkeltes dagligdag. Det drejer sig om metoder, som kan være aktuelle i denne proces, samt om myndigheds- og depotfunktioner. Andre væsentlige aspekter er indkøb, test og prøvning af hjælpemidler.

Hjælpemiddel- og tilgængelighedsområdet forandrer sig løbende. Hjælpemiddelformidlingsmetoder og -processer skal hele tiden udvikles og forbedres. Det er vigtigt at vedligeholde og udvikle de faglige kompetencer, som er nødvendige, for at fagpersoner på området kan vurdere mulighederne i nye teknologier og afstemme dem i forhold til borgerens behov. Desuden øges behovet for udvikling af viden om socialpsykologiske konsekvenser og nytten af hjælpemiddelindsatsen.

Området omfatter endvidere det system, som danner rammen for hjælpemiddelformidlingen. Hjælpemiddelformidlingssystemet rummer de samfundsmæssige principper og politikker, fx sektoransvarlighed, FN’s Handicapkonvention samt EU-direktiver på området. Hjælpemiddel- og tilgængelighedsområdet omfatter også relevant lovgivning, fx serviceloven og arbejdsmiljøloven, den konkrete organisering af kommunernes hjælpemiddelformidling og andre støttefunktioner som fx specialrådgivningscentre, VISO’s specialrådgivning og Hjælpemiddelinstituttet.