Du er her:

Formidlingens faser

Nedenfor er en kort gennemgang af de forskellige faser i hjælpemiddelformidlingen med udgangspunkt i beskrivelsen i Grundbog om hjælpemidler.

Ansøgning

Anledningen til en sag om tildeling hjælpemidler behøver ikke være en skriftlig ansøgning på en formular. I princippet behøver det plot at være en henvendelse, eller opmærksomheden rettet mod et problem hos en konkret bruger. Opdager man et behov hos en bruger, bør dette føre til en sagsafklaring.

Dataindsamling

For at kunne vurdere behov og komme med løsningsforslag i forhold til de begrænsninger i aktivitet og deltagelse, som borgeren, dennes pårørende eller hjælper oplever, må der foretages en fyldestgørende dataindsamling.

Fokus for dataindsamlingen skal være på borgerens ressourcer og begrænsninger samt årsagen til begrænsningerne. Dette indbefatter også en analyse af borgerens kropsfunktioner og en undersøgelse af de fysiske omgivelser.

Analyse og vurdering

Det er vigtigt, at dataindsamlingen er fyldestgørende, og at analysen gennemføres indtil alle nødvendige informationer foreligger, så vurderingen ikke foretages på et for løst grundlag.

Analysarbejdet, lovgrundlaget samt kommunens bevillingskriterier danner grundlaget for den endelige vurdering.

Bevilling eller afslag

Afgørelse på ansøgning om hjælpemiddel kan træffes som bevilling, delvis bevilling eller afslag. Afgørelsen kan træffes i løbet af de forskellige faser i processen, afhængigt af den konkrete sag. Fx kan det være at varigheds- eller væsentlighedskriteriet ikke er opfyldt. Afslag bør ifølge god forvaltningsskik gives skriftligt.

Valg af hjælpemiddel

På baggrund af analyse og vurdering opstilles en kravspecifikation til et konkret hjælpemiddel. Hvis der er flere valgmuligheder med hensyn til hjælpemiddel, skal man ifølge Serviceloven vælge det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

For nogle typer hjælpemidler vil der være Frit valg, dvs., at borgeren har mulighed for selv at vælge et hjælpemiddel fra en selvvalgt leverandør, hvis det opfylder kravspecifikationen. Borgeren indkøber hjælpemidlet og modtager et tilskud fra kommunen svarende til det beløb, kommunen selv skulle have betalt.

Implementering

For at sikre, at hjælpemidlet integreres i borgerens hverdag, gennemføres en tilpasning og indstilling af hjælpemidlet, samt en efterfølgende instruktion og træning i korrekt og sikker anvendelse. Implementeringen bør tilpasses den konkrete situation, og træningen bør foregå i de omgivelser, hvor hjælpemidlet skal anvendes. Dette vil være af afgørende betydning for, hvordan og hvor meget hjælpemidlet vil blive brugt.

Opfølgning og evaluering

Opfølgningen skal sikre, at hjælpemidlet fortsat fungerer. Hos borgere med progredierende lidelser er det særligt vigtigt, at der foretages jævnlig opfølgning, da behovene kan ændre sig meget hurtigt. Desuden skal man evaluere, om hjælpemidlet har opfyldt hensigten med bevillingen, samt om borgeren i øvrigt er tilfreds. 

Se også

Funktionsevnemetoden - metoden skal bruges til at beskrive og vurdere en borgers funktionsevne, når der skal tildeles handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser

Valg og anvendelse - vejledninger og tjeklister til brug for valg af hjælpemiddel

Opfølgning og evaluering - redskaber der kan anvendes til opfølgning og evaluering af hjælpemidler, bl.a. i forbindelse med kvalitetsudvikling og –sikring

Socialstyrelsen - Telefon: +45 72 42 41 00 - Email: ViHS@Socialstyrelsen.dk