Det er i år ti år siden, at den første ordblinde- og it-konference løb af stablen, og interessen for området er ingenlunde blevet mindre end den var i 2001.
Lige som den teknologiske udvikling kun er løbet stærkere siden da, som Erik Rasmussen, formand for Orblinde/Dysleksiforeningen, sagde, da han sammen med Hjælpemiddelinstituttets direktør Niels-Erik Mathiassen bød de 260 deltagere velkommen, da konferencen åbnede 2. november 2011 på Comwell Kolding.
Erik Rasmussen tegnede dernæst et billede af, hvor hurtigt børn i dag tager teknologien til sig, da han fortalte om sit halvandet år gamle barnebarn, der under pottetræningen ynder at holde en hånd op foran det ene øre og lystigt pludre derudad.
Fælles udvikling
Konferencens åbningstale leverede Jacob Peter Hess, kontorchef Kontor for specialundervisning og personale i det nye Børne og undervisningsministerium på vegne af Christine Antorini, der pga. af sin nye ministertitel og medfølgende kalender ikke som planlagt kunne være med på konferencen. Jacob Hess overbragte en hilsen fra ministeren og understregede, at Christine Antorinis oprindelige ønske om at deltage på konferencen var et klart udtryk for hendes engagement i og interesse for området.
Jacob Peter Hess talte bl.a. om den læring og synergi det giver, når 250 fagpersoner fra hele landet mødes og over to dage udveksler erfaringer og får ny viden med hjem.
”Det er udtryk for et stort engagement, og det kommer der helt sikkert en masse godt ud af,” sagde han, inden han drejede opmærksomheden over på konferencens røde tråd, nemlig teknologien:
”Det er vigtigt at både I (som fagpersoner, red.)og vi (i ministeriet, red.) har fokus på de digitale muligheder, men det er også vigtigt, at vi har fokus på at bruge dem rigtigt.”
”Teknologien giver de ordblinde elever mulighed for at læse de tekster, de har lyst til og mulighed for at skrive de ting, de gerne vil,” sagde han og understregede teknologiens pædagogiske potentiale:
"Vi ved, at den tidlige indsats er vigtig, men vi ved også, at det aldrig er for sent at komme i gang.”
Tilgængelighed, også i undervisningen
Ordblinde og it-konferencen har i år to temaer, nemlig ”Tilgængelighed til digitale tekster” og ”It-støtte og tilgængelige tekster i undervisningen.
Konferencen løber over to dage og består af en lang række spændende oplæg af både danske og internationale oplægsholdere samt, på andendagen, en række parallelle seminarer.
Efter konferencen vil interesserede kunne downloade oplægsholdernes præsentationer via Hjælpemiddelinstituttets hjemmeside, hvor program og omtale af oplægsholderne allerede er tilgængeligt.