Du er her:

Foto af Uffe Klintrup Nielsen i sin bil

”Nu har jeg kørekort til jeg bliver 70”

Uffe Klintrup Nielsen blev født uden arme og ben, men traf allerede som ung et valg: Han skulle leve et liv, som han ville kunne se tilbage på med glæde. At have en bil til rådighed har hjulpet ham et langt stykke tættere på målet.

Da Uffe Klintrup Nielsen, 38, fyldte 18 og skulle have bevilliget sin første bil, var det lige ved at gå galt.

”Sagsbehandleren blev ved med at spørge ’Du kan ikke gå mere end 300 meter, kan du?’ Og jeg blev ved med at sige, at det kunne jeg godt, for jeg ville gerne vise, at jeg kunne klare mig selv,” fortæller Uffe Klintrup Nielsen, der var inviteret med til Bilkonferencen for at fortælle om sit møde med systemet og med biler.

Da sagsbehandleren havde spurgt tilpas mange gange, sagde han alligevel nej, ”og i dag kan jeg jo godt forstå, hvorfor det var nødvendigt,” siger han og antyder, at reglerne nogle gange er lidt for firkantede.

For selv om han godt kunne gå mere end 300 meter, var det, med kun en arm og to kunstige ben, svært at komme langt omkring uden en bil eller andres konstante hjælp.

Han fik bilen, og har siden kørt hver dag.

Uffe Klintrup Nielsen fortæller med energi og humor om et aktivt liv som spejder, studerende, pædagog, tillidsmand, leder og meget mere, samt et liv med hus, have og børn og alt hvad dertil hører af fritidsaktiviteter, fodboldkampe og indkøb.

Danmark er et godt sted at bo

Men han forklarer også, hvorfor hans historie ikke udelukkende er den solstrålehistorie, han er blevet inviteret med for at fortælle.

”Jeg har haft bil i Horsens, Brønderslev, København … ”

Uffe Klintrup Nielsen remser de forskellige steder i landet op, hvor uddannelse og arbejde har ført ham hen, og fortæller, at selvom han altid har fået en bil, så har processen og den tid, det tager, altid været forskellig.

”Jeg har aldrig kæmpet med en sagsbehandler, men jeg har kæmpet med systemet og min egen tålmodighed, når jeg har manglet overblik over, hvor i processen min sag var, ” siger han, inden han bløder sin fortælling om mødet med ’systemet’ op med en anekdote:

”Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor mit kørekort skulle fornyes hvert syvende år, når andre kan have deres hele livet. Men jeg fik da til sidst overbevist lægen om, at mine arme og ben nok ikke en dag vokser ud af sig selv…”

Nu har han kørekort til han bliver 70, fortæller han med et smil, og hele salen ler med ham.

”Når man som jeg er handicappet, så er Danmark faktisk et godt land at bo i. Jeg har fået en bil, og den har betydet alt for mig. Jeg kan gå på arbejde, og dermed betaler jeg faktisk næsten ligeså meget til statskassen, som den giver til mig,” siger Uffe Klintrup Nielsen og inviterer konferencedeltagerne til at tage kig på hans bil, som holder parkeret uden for kongrescenteret.

Se de øvrige oplæg

Se også

Hjælpemiddelinstituttet - Gregersensvej 3i, 2630 Taastrup og P.P.Ørums Gade 11, bygn. 3, st., 8000 Aarhus C - Tlf:+45 43 99 33 22 - Email: hmi@hmi.dk