
”Der er to hovedpunkter for instituttet omkring bolig. Det er Boligkonferencen og netværket bolig.hmi.dk, hvor vi nu har 76 kommuner tilmeldt og mere end 500 registrerede brugere. Det er virkelig flot,” sagde Inger Kirk Jordansen og bad forsamlingen markere, hvem der var med i netværket. En skov af hænder rejste sig.Der blev lyttet intenst og taget notater, da jurist Anita Klindt, Klindt Consult, kom med sit oplæg, hvor hun fortalte, hvad sagsbehandlere og terapeuter kan vente sig af loven om frit valg - der først er frit, når kommunen har visiteret.
”Der er en afgrænsning i de frie valg. Porten kommer ikke til at stå på vid gab,” indledte Anita Klindt, der samtidig kunne fortælle, at der venter et stykke arbejde ude i fremtiden.
”I tænker måske ’åh nej, nu skal der skrives endnu mere’. Og til det kan jeg sige: Ja, det skal der nok,” lød det fra juristen, der pointerede, at frit valg loven er fulgt af fine bemærkninger om, at der skal tages individuelle hensyn til borgerne.
”Der vil blive stillet krav til jeres psykologiske og menneskelige egenskaber. Fokus vil blive sat på respekten for et andet menneskes liv,” sagde Anita Klindt.
Det juridiske oplæg fra Anita Klindt blev fulgt af to ergoterapeuter, Iben Schøtt fra Kolding Kommune og Susanne Nielsen, Esbjerg Kommune, der videregav deres erfaringer med hensyn til frit valg, som de begge har praktiseret gennem flere år.
Iben Schøtt nød synet af den godt fyldte teatersal.
”Tænk, så mange sagsbehandlere samlet på et sted,” sagde hun og funderede så over sine og Susanne Nielsens tanker forud for konferencen.
”Da vi så loven om frit valg, tænkte vi, det har vi da prøvet før. Vi har altid opfordret borgeren til at komme med indspark,” sagde Iben Schøtt, der i Kolding beskæftiger sig med de små boligsager, hvor man typisk samarbejder ansigt til ansigt med borgeren om løsningen.
Hun opfordrede de mange kolleger i salen til at trække vejret dybt, når den nye lov træder i kraft.
”Vi har brugt vores sunde fornuft, og det skal vi blive med at gøre. Og så må vi håbe, at vi ikke drukner i administration og bureaukrati,” sagde Iben Schøtt.
Kollegaen fra Esbjerg, Susanne Nielsen, har normalt de store boligsager på sit bord.
”Det er vigtigt at vejlede grundigt, det tager tid, men er en god investering,” sagde Susanne Nielsen og fortalte om Esbjerg Kommunes pjecer til borgere, der søger råd.
”Udfordringen er en stram styring. Jo mere sikker, man er i sin egen sag, jo mere sikker er borgeren.”
Susanne Nielsen advarede mod de borgere, der ved frit valg sikkert vil kigge på pengene.
”Handyman kommer nok på banen, nogen steder. men systemet er ikke til sort arbejde,” sagde Susanne Nielsen og opfordrede til, at man skal være to, en sagsbehandler og en terapeut, når man tager ud på besøg hos borgeren.
Formiddagens sidste oplægsholder var arkitekt Ib Jeppesen, ZXY-arkitekter, der de sidste seks-syv år har arbejdet med byggesager fortrinsvis i Region Midtjylland.
”En byggesag kan være frygtelig kompliceret med mange implicerede parter med forskellig interesse,” indledte Ib Jeppesen og gav sit bud på en fremtid med frit valg.
”Der skal arbejdes med detaljen på et langt tidligere tidspunkt – der skal lægges flere kræfter i den indledende fase, og der skal laves et meget grundigt tilbudsarbejde, når loven om frit valg træder i kraft,” sagde Ib Jeppesen.
Han opfordrede konferencens deltagere til at skabe et godt grundlag før en boligsag startes op.
”Mulighed for en konflikt er stor, så jeg vil råde til, at man laver et aftalegrundlag ud fra AB92 (almindelige betingelser 1992),” sagde han.
”Frit valg vil skabe mere juristeri og administration. Så I er nødt til at søge hjælp hos mine kolleger,” lød opfordringen fra arkitekten.