Tryghed

På HMI ved vi godt, at det for rigtig mange unge mennesker (og deres forældre) kan være et stort og måske endda lidt skræmmende skridt sådan at ‘flytte hjemmefra’ og tage på efterskole. Vi ved godt, at I som forældre vil sikre jer, at jeres børn får de bedste muligheder og trygge rammer at vokse i.

Og I kan være helt rolige: Vi passer godt på jeres børn, mens de bor hos os. Jeres børn kommer til at gennemgå en kæmpe personlig udvikling i løbet af skoleåret på HMI – I vil kunne følge med i processen og se forvandlingen, når I får dem hjem i ferierne. I vil se, at de vokser indeni; at de får tillid til sig selv og deres egne evner; at de bliver selvstændige og ansvarlige unge mennesker.

Vi stiller krav til de unge mennesker, og vi giver dem ansvar, ja. Men I kan være forvisset om, at vi samtidig passer godt på dem. Vi er bevidste om vores ansvar, og vi er dygtige til at bære det – som lærere og som mennesker. Der er altid en skulder at græde ud ved, og vi står klar, hvis de unge oplever problemer – og det er altid i samarbejde med jer.

Vi er meget opmærksomme på sikkerheden – både i og uden for undervisningen. INGEN elever får for eksempel lov til at sejle ud på egen hånd, før de har taget HMIs sejlerkort. Tillid er godt, men her er kontrol bedre.